Gå til hoved-indhold
23. november 2020 - kl. 00.11

Kirke vil pynte vinduer med 5507 julehjerter

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Som så mange andre er Bangsbostrand Kirke ramt af, at kirken ikke kan lave alle de arrangementer, den plejer.

- Vi har været i tænkeboks for at finde ud af, hvad vi kan gøre for at styrke fællesskabet og sammenholdet i en svær tid, hvor vi ikke må mødes. Julen er jo vores højsæson, så derfor var vi enige om, at jul og hjerter skulle være vores omdrejningspunkt, forklarer kirketjener Helle Nørgård Pedersen.

De kreative hoveder blev lagt i blød, og kirken nåede frem til, at det er vigtigt at få inddraget så mange som muligt. Dermed var projekt 5507 julehjerter født. Det går ud på, at kirkens vinduer pyntes med lige så mange julehjerter, som den har sognebørn.

Fra 1. december kan man komme og hente et eller flere ark rødt julehjertekarton og hjerteskabeloner. Når hjerterne er klippet, lægges de i en kuvert eller pose og leveres tilbage til kirkekontoret eller i kirkens postkasse.

- Efterhånden som vi får hjerter retur, hænger vi dem op, siger Helle Nørgård Pedrsen.

På Bangsbostrand Kirkes hjemmeside og Facebook bliver der et julehjertebarometer, så man kan følge med i, hvordan det går med at nå målet.

- Endnu vigtigere er det jo, at det bliver et smukt syn med alle de julehjerter i vinduerne, som man kan se, når man går forbi kirkens bygninger. Vi er meget spændte på at komme i gang med julehjerteprojektet og håber, at rigtig mange vil være med, for det vil være en meget fin måde at synliggøre sammenholdet i sognet på, mener Helle Nørgård Pedersen.

Et fantastisk samarbejde med Bangsbostrand Skole betyder, at alle børn fra 0.-2. klasse hjælper kiriken med at klippe julehjerter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...