Gå til hoved-indhold
02. april 2026 - kl. 17.04

Langfredag byder på topkamp i Skagen Padelcenter

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Langfredag byder på topkamp i padel mellem nr. et og to i Elitedivision Vest. Der er kampstart kl.19.00 i Skagen Padelcenter, hvor Skagen/Frederikshavn får besøg af EL Danes Food & Traning fra Padelton Hørning.

- Vi glæder os til opgøret mod Aarhus-mandskabet, og hvis rygterne taler sandt, kommer de til Skagen anført af to dygtige spanske spillere. Det vil betyde, at vi sportsligt kan se frem til en spændende og tæt kamp, vurderer sportschef Allan Kolbro Nielsen, Skagen/Frederikshavn.

Især gæsternes topnavn er interessant. Spaniere Pepe Aliaga ligger nr. 121 på verdensranglisten. Han har ikke været med i aarhusianernes første to kampe, men det er alligevel lykkedes for oprykkerne at vinde begge disse kampe.

- Med Pepe Aliaga på holdet kommer de til Skagen for at skabe en overraskelse, men her må vi bare vise, at vi har et stærkere hold. Det er fedt, at der er andre klubber end os, som forstærker sig med udenlandske spillere, mener Allan Kolbro Nielsen.

Vanen tro er det en hemmelighed, hvordan Skagen/Frederikshavn stiller op, men sportschefen vil dog godt løfte sløret for, at publikum kan glæde sig til at opleve Malthe Nielsen, Emil Lilleøre (nr. to og tre på den danske rangliste), Sofus Brønnum (13) og fire stærke svenskere.

Vinderen af fredagens topopgør tager et afgørende skridt mod at sikre sig førstepladsen i grundspillet, og den er vigtig, da den giver hjemmebanefordel i DM-semifinalerne mod nr. to i Elitedivision Øst.

- Vores mål er at vinde grundspillet. Efter fredagens kamp afslutter vi grundspillet fredag 17. april med endnu en hjemmekamp – denne gang i Padel 99 i Frederikshavn – så vi kan ikke ønske os et bedre udgangspunkt, siger Allan Kolbro Nielsen.

Der er gratis entre til kampen langfredag i Skagen Padelcenter, hvor centrets huskok serverer Chili Con Carne. Maden koster 50 kroner og skal bestilles og betales inden kampen på MobilePay 95474.

Skagen/Frederikshavn er et fælleshold, som Skagen Padelcenter og Padel 99 står bag. Skagen/Frederikshavn har i alt 27 hold i Dansk Padel Forbunds holdturnering, DPF Ligaen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...