Gå til hoved-indhold
21. oktober 2015 - kl. 02.10

Lisbeth Østergaard åbner fest for tatoveringer og øl

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Sabine Grønhøj fra Aalborg får fornøjelsen af at tatovere Lisbeth Østergaard (foto).
Af: Kanal Frederikshavn

Lisbeth Østergaard - kendt tv-vært fra blandt andet Go'Morgen Danmark - åbner årets fest for øl og tatoveringer i Arena Nord, og hun bliver selv tatoveret under weekendens festival.

Øl og blæk flyder sammen til en fælles fest i Arena Nord, når Nordic Brew Festival og Nordic Ink Festival slår dørene op fra fredag 23. til søndag 25. oktober.

Lisbeth Østergaard åbner Nordic Ink Festival, og Mogens Brag, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune, holder åbningstalen for Nordic Brew Festival.

- Tatoveringer er efterhånden blevet hvermandseje. Det er tv-kendissen Lisbeth Østergaard et godt eksempel på, og blandt tatovører og deres kunder er håndværksøl meget trendy, så vi tænkte, "hvorfor ikke slå de to festivaler sammen?", fortæller Dorthe Brassøe, arrangementschef i Arena Nord.

En række af Nordens bedste tatovører har en stand på Nordic Ink Festival, og der er rig mulighed for at opleve tatovørernes kunst. Det kan gæsterne ikke mindst gøre live, når tatovør Sabine Grønhøj fra Aalborg får fornøjelsen af at tatovere Lisbeth Østergaard.

Øl er der masser af forskellige af, og der er noget for både feinschmeckeren og den almindelige ølentusiast.

En række brygmestre er til stede på festivalen, og der vil være mulighed for at spørge bryggerne, hvordan de har lavet deres IPA, brown ale, barley wine, porter, pilsner, bock og andre gode øltyper.

Brygmester Eddie Szweda, Midtfyns Bryghus, vil for de særligt interesserede lave et stand-up show om øllets forunderlige verden.

Dorthe Brassøe oplyser, at festivalen som en nyhed har fået brygget en Nordic Brew Beer, som er en øl lavet med lokale råvarer fra Vendsyssel, og den bliver serveret første gang på festivalen.

Øllen er blevet til ved et samarbejde mellem Ikast Mikrobryg, som specialiserer sig i at brygge med lokale råvarer, og Herluf Johansen fra Bangsbo Botaniske Have.

På begge festivaler er der mange konkurrencer og underholdning. På Nordic Brew Festival er der blandt andet konkurrencer om en "kæresteøl", en "over hækken øl" og en "godnatøl".

Tatovørerne på Nordic Ink Festival kæmper om at lave den bedste feminine tatovering, den mest "weird" og dagens bedste tatovering.

Folkekære Monrad & Rislund og de lokale musikere Danni Mikkelsen og Tim Lothar underholder ølfolket. Hos tatovørerne står nordjyderne Thomas & Kevin for flere shows.

Nordic Ink Festival afholdes for femte gang, og for Nordic Brew Festival er det anden gang.

Nordic Brew Festival holder til i den nye hal, mens arenaen er helliget Nordic Ink Festival, men billetten giver adgang til begge festivaler.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...