Hvor meget skal familier finde sig i? Hvornår er nok nok?

Jeg skriver som mor til Julie, fordi vi ikke længere har tillid til, at systemet selv retter op på de mange lovovertrædelser vi oplever. Vi har kæmpet med kommunen siden 2023. Nu er det 2026, og sagen er stadig ikke afsluttet.

Julie er født tre måneder for tidligt og har epilepsi, senfølger og sanseforstyrrelser. Derudover er der tegn på ADHD og autisme. Hun er et barn med komplekse behov – men vi møder et system, der ikke lytter.

Vi har været igennem to PPR-teams med så mange fejl, at vi er stoppet med at tælle. Vi er ikke blevet inddraget ordentligt og har oplevet manglende parthøring. Samtidig bliver vi bedt om at have tillid til et system, der igen og igen begår massive fejl.

Ved et møde udtalte borgmester Jon Andersen selv, at han aldrig havde set så meget sjusk i en sag. Når det er niveauet, må man spørge: Hvad foregår der?

Vi har fået af vide, at der er rod i afdelingen og brug af vikarer i sagsbehandlingen. Det skaber utryghed og manglende kontinuitet. Flere og flere borgere beder om aktindsigt, og kommunen kan ej følge med der.

Jeg tvivler på, at vores familie er den eneste, der har oplevet dette.

Der tegner sig et bekymrende mønster i kommunen:

• Beslutninger virker økonomisk styrede frem for fagligt begrundede
• Manglende faglighed og ansvar
• Utilstrækkelig planlægning og inddragelse
• Konsekvensen er, at sårbare borgere – børn/ unge og de handicappet – risikerer massivt svigt og familier lades i stikken

Det rejser alvorlige spørgsmål:

• Hvor er vores børns sikkerhed?
• Hvem tager ansvar, når systemet fejler?

Dette er ikke længere enkeltsager. Det er et systematisk problem. Vi kan og skal gøre det bedre.

Så kære borgmester og politikere - husk på, I blev valgt af os borgere, fordi vi troede, I ville lytte til os borgere, og at I ønskede at gøre en forskel.

Så hvornår er nok nok?