Gå til hoved-indhold
17. april 2026 - kl. 00.04

Administration indstiller, at golfklub får nej til støtte til DP World Tour Qualifying School

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Golfklub søger Frederikshavn Kommune om 60.000 kroner til afvikling af DP World Tour Qualifying School, men Direktionssekretariatet indstiller, at anmodningen afvises, da der i 2025 blev givet et tilskud til opstart.

 

Frederikshavn Golfklub har igen i år mulighed for at afvikle en af de største golfturneringer i Danmark. Q-School First Stage er spillernes første skridt mod at spille sig videre til DP World Tour. Der er mulighed for at indgå en tre-årig kontrakt med DP World Tour om afvikling af turneringen i Frederikshavn.

I 2025 deltog 84 spillere fordelt på 27 forskellige nationer. Derudover deltager spillernes teams, hvorfor det vurderes, at turneringen bidrager med omkring 1100 overnatninger i kommunen.

Det ansøgte beløb skal blandt andet bruges til forplejning og beklædning af frivillige, ekstra arbejde på banen gennem hele sæsonen for at sikre den nødvendige standard samt ekstra bemanding under eventet og markedsføring af Frederikshavn som golfdestination.

I 2025 hjalp 140 frivillige i løbet af ugen, og der forventes igen i år en meget stor frivillig indsats.

Økonomiudvalget ydede et tilskud på 35.000 kroner til opstart af DP World Tour Qualifying School i 2025 finansieret af pulje for by og opland. Her ansøgte Frederikshavn Golfklub om 75.000 kroner.

I 2025 blev tilskuddet finansieret gennem pulje for by og opland. I puljen for by og opland er der p.t. 367.021 kroner, der ikke er disponeret.

Direktionssekretariatet indstiller, at anmodningen afvises, da der i 2025 blev givet et tilskud til opstart.

Økonomiudvalget behandler sagen i næste uge.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...