Logen Portus på Toftegårdsvej i Frederikshavn fejrer 50-års jubilæum
Serapions-Ordenens loge i Frederikshavn, Logen Portus, som er hjemmehørende på Toftegårdsvej 34 i Frederikshavn, kan lørdag 27. september 2025 fejre 50-års jubilæum.
14 brødre fra Frederikshavn-området, som i 1973-74 befandt sig i nabologerne Veritas i Aalborg, Caritas i Brønderslev og Sct. Olai i Hjørring, blev enige om, at det ville være en god idé at starte en loge i Frederikshavn.
Logen i Frederikshavn blev stiftet 27. september 1975 og fik navnet ”Portus”, hvilket var meget passende, da det latinske ord Portus kan oversættes til "havn" og/eller "port". Som bekendt er byen Frederikshavn velkendt for sin store skibshavn med porten til de nordiske lande.
En af de første opgaver i forbindelse med oprettelsen af Logen Portus var at finde et egnet lokale. Efter mange undersøgelser og overvejelser faldt valget på Motel Lisboa.
Efter to års forløb blev man af forskellige årsager nødt til at se sig efter andre egnede lokaler. Det sidste logemøde på Motel Lisboa fandt sted tirsdag 22. august 1977.
Det var en svær opgave at finde egnede lokaler, men Frimurerlogen i Skippergade stillede sig meget velvilligt til rådighed og tilbød, at Logen Portus kunne leje deres spisesal med tilhørende opholdsstue.
Derfor kunne logen 12. september 1977 holde sit første møde i de nye lokaler i Skippergade.
Efter et par gode år i Skippergade kom der et ønske frem om mere faste lokaler og helst egne lokaler. Det viste sig, at Brevdueforeningen 026 Faldstrand også gik med ønsket om egne lokaler. Da logen kun skulle bruge bygningen om vinteren og brevdueforeningen kun om sommeren, hvad var så mere naturligt end at lave en fælles bygning.
Bygningen skulle indeholde lokale til brevdueforeningen, logesal til logen og resten som fællesfaciliteter med køkken, opholdsrum og toiletter. Der blev opnået enighed om bygningens udformning, og der blev erhvervet en grund på Toftegårdsvej.
Det blev starten til et travlt efterår i 1979, og nøjagtig 100 dage senere stod bygningen færdig. Bygningen blev som sagt opført på 100 dage og udelukkende ved frivillig arbejdskraft.
Det var derfor en stor begivenhed og milepæl i Logen Portus historie, da logen 7. januar 1980 kunne holde nytårsfestloge i den nye bygning.
Logen Portus har i dag 26 brødre, og der er plads til flere. Hvis du savner et godt netværk? Hvis du savner et godt venskab? Hvis du søger inspiration til personlig udvikling? Ja, så skal du måske være logebror i Serapions-Ordenen? Henvendelse kan ske til Tilgangsudvalget v/BR Carl-Christian Nørgaard (solsortevej53@aabf.dk) eller til Logemester BR Mogens Westerskov Sørensen (lmportus@serapion.dk).
Logens 50-års jubilæum vil blive fejret med en indbudt reception fredag 26. september 2025, hvor logen vil overrække tre donationer til velgørende formål.
Lørdag 27. september 2025 holdes en 50-års jubilæumsfest for logens brødre og ægtefæller samt en række indbudte gæster fra Serapions-Ordenens øvrige loger.