Gå til hoved-indhold
28. maj 2020 - kl. 13.05

Milliontilskud fra EU skal bruges på studieophold

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Handelsskole får 139.860 euro fra EU’s uddannelsesprogram Erasmus+. Det svarer til lidt over en million kroner. 

På Frederikshavn Handelsskole kan man i år atter glæde sig over tildelingen af midler fra Erasmus+. Midlerne skal anvendes i løbet af de næste to skoleår. Pengene skal til dels anvendes som tilskud til at sende elever fra studieretningen Globalisering på kombineret studie- og praktikophold på andet år af deres uddannelse. Eleverne kommer således til henholdsvis Tyskland/Østrig, Spanien eller Frankrig – alt efter hvilket anden fremmedsprog de har valgt på deres uddannelse.

Et to ugers studie- og praktikophold kombineret med sightseeing og andre kulturelle oplevelser er et fint supplement til den daglige undervisning i blandt andet international økonomi, afsætning, erhvervsjura og ikke mindst fremmedsprogene. Eleverne får rig mulighed for at lære sproget i landet, hvor det tales og får samtidig muligheden for at stifte bekendtskab med et andet lands arbejds- og virksomhedskultur.

Sidste år modtog skolen ligeledes midler fra Erasmus+. En del af midlerne er i dette forår blevet brugt til at sende elever fra HHX på et to ugers praktikophold i Frankrig og Østrig. En anden del blev brugt allerede i november, hvor førsteårselever fra EUD, EUX og HHX var i Dublin på kombineret studie- og praktikophold.

- I det kommende skoleår håber vi på igen at kunne sende førsteårselever til Dublin allerede i september. Såfremt grænserne ikke er åbnet i efteråret, udskydes opholdet til foråret 2021, oplyser direktør Brian Andersson, Frederikshavn Handelsskole.

Erasmus+ er EU's uddannelsesprogram. Programmet uddeler 36,3 millioner euro i 2020 til projekter mellem institutioner og organisationer i Danmark og de europæiske lande. Med Erasmus+ får over fire millioner europæere mulighed for at studere, komme i praktik, danne erfaring og arbejde som frivillig i udlandet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...