Ny Flexbus-løsning skal styrke mobiliteten i Østervrå, Præstbro, Lyngså og Voerså
Nordjyllands Trafikselskab og Frederikshavn Kommune har netop modtaget tilsagn om 2,2 mio. kr. fra Trafikstyrelsens pulje til behovsstyret transport. Midlerne skal bruges til at implementere Flexbus i Østervrå og landsbyerne Præstbro, Lyngså og Voerså – et nyt tiltag, der skal gøre det lettere for borgerne at komme rundt, selv når den traditionelle bus ikke kører.
Flexbus er en mere fleksibel transportløsning, hvor afgange kun gennemføres, når de bliver bestilt og med mindre busser eller personbiler. Det betyder, at i modsætning til traditionelle rutebusser, som følger faste tidspunkter og ruter, så tilpasser Flexbus sig efter borgernes behov. På den måde får borgerne adgang til kollektiv transport på udvalgte tidspunkter, hvor der ellers ikke ville være busdrift for eksempel om aftenen og i weekenden – og billetprisen er den almindelige bustakst.
Et løft til lokal mobilitet
Projektet er særligt rettet mod de mere tyndtbefolkede områder, hvor den almindelige rutebaserede trafik ikke længere er rentabel. I Østervrå og de tre landsbyer har busdriften været begrænset til få afgange morgen og eftermiddag, hvilket har gjort det svært for især unge og ældre at komme til fritidsaktiviteter, indkøb og sociale arrangementer.
- Det er en meget glædelig nyhed, at Frederikshavn Kommune nu med støtte fra Trafikstyrelsen kan afprøve nye former for kollektiv mobilitet i vores lokalområder. Det bliver en spændende projektperiode, hvor vi i tæt samarbejde med borgere og NT går i gang med at styrke mobiliteten dér, hvor behovet er. Vi glæder os til at se Flexbus gøre en forskel allerede fra januar 2026, siger Peter Laigaard (UP), formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Kultur- og Fritidsudvalget har længe haft fokus på netop dette område og på nye mobilitetsløsninger, der kan være med til at styrke både livskvalitet og sammenhængskraften i lokalområderne og resten af kommunen:
- Vi har i KFU længe været klar over, at førsteprioritet ville være i dette område – ’Den bette trekant’. Udover Flexbus investerer vi også i platformen Nabogo, sammen med de øvrige nordjyske kommuner," fortæller Peter Laigaard.
Et samarbejde med borgerne
Flexbus-projektet tog sin begyndelse med en henvendelse fra engagerede borgere i lokalområdet til Frederikshavn Kommune. Det blev startskuddet til et konstruktivt og værdifuldt samarbejde, hvor dialog og borgerinddragelse – i tæt samspil med NT – nu har båret frugt.
- Jeg er glad for, at arbejdsgruppens store engagement og indsats – sammen med den gode dialog med kommunen og NT – nu bliver til et konkret tilbud i "Den bette trekant". Det viser, at vi også kan finde nye løsninger i yderområderne i Frederikshavn kommune, når borgerne står sammen. Vi håber, at området vil bakke godt op omkring det, udtaler Morten Arvidsson, kontaktperson for arbejdsgruppen i "Den bette trekant".
Projektet starter i 2025 og løber frem til 2028 med første Flexbus-afgange planlagt til januar 2026. Flexbus er integreret med Rejseplanen, så passagererne nemt kan bestille en tur via app, hjemmeside eller telefon – og bliver et fleksibelt supplement til den eksisterende rutetrafik.
Undervejs vil der blive indsamlet data og feedback fra brugerne, så løsningen kan evalueres og videreudvikles. Målet er at øge mobiliteten, passagertallet og kundetilfredsheden i de to områder.