Gå til hoved-indhold
31. december 2020 - kl. 11.12

Per Larsen: 2020 det vildeste jeg har oplevet

  • 1 af 2
    FOTO: Steen Brogaard
  • 2 af 2
Af: DEBAT-INDLÆG

Det nordjyske folketingsmedlem Per Larsen (C) har skrevet denne nytårshilsen: Nu hvor vi står på kanten til 2021, vil jeg gerne takke alle, som har bidraget til den politiske debat. Tak for ris såvel som ros, gode som dårlige råd, opbakning og kritik, og samtidig ønske et rigtigt godt nytår.

Corona-året 2020 blev uden sammenligning det vildeste år, jeg har oplevet. Som sundheds- og ældreordfører specielt.

Året var knapt kommet rigtig i gang, før influenzaen fra Wuhan bankede på. Det kom så til at overskygge alt andet, og de fleste af mine vågne timer har været relateret til covid-19, her i 2020.

Det startede for alvor med vedtagelse af en ny epidemilov primo marts. Nedlukningen af Danmark, som bragte minder om de bilfrie søndage i min tidlige barndom frem.

Jeg passerer dagligt H.C.Andersens Boulevard, som er en af hovedstadens mest befærdede veje, for at komme til Christiansborg. Dagen efter nedlukningen var der kun to biler at se. Alt var lukket, og kun dagligvarer kunne man købe, på nær toiletpapir, fordi nogle havde købt rigeligt.

Jeg har ikke tal på, hvor mange møder vi har holdt, hvor covid har været en del af dagsordenen. Antallet af interviews her været enormt, og jeg kender efterhånden rigtig mange journalister.>

Arbejdsbyrden har været overvældende. I påsken forhandlede vi både påskelørdag, påskedag og 2. påskedag. Jeg vil ikke underholde med, hvor uforberedte vi var, uden værnemidler og med utilstrækkelig testkapacitet, men det var et forfærdelig nervepirrende forår. Hvor mange ville dø ? Fik vi italienske tilstande? Heldigvis kom sommeren os til undsætning, og smittetallene blev reduceret til meget få.

I efteråret vendte covid-19 desværre stærkt tilbage, og siden uge 42 er det gået den helt forkerte vej. Specielt i de københavnske vestegnskommuner accelererede smitten. Resten kender I, og i øjeblikket står vi midt i en markant nedlukning.

I mellemtiden overtog jeg også ordførerskabet for Fødevarer- og Landbrug, hvor statsministeren og regeringen jo iværksatte det ulovlige og overlagte minkdrab. Altså udslettelsen af et helt erhverv, uden lovhjemmel. Den sag har jeg også brugt en del tid på, og den er langt fra slut. Der er nedsat en granskningskommission, som med en dommer for bordenden skal afhøre ministrene og embedsmændene og klarlægge det ulovlige forløb, så der kan placeres et ansvar.

Covid-19 har mange ofre, og uprioriteret kan nævnes de ældre på plejehjemmene, som har været isoleret uden adgang til besøg af deres pårørende. Andre på døgninstitutioner ligeså. De som er døde. Sundhedspersonalet, som har trukket det helt store læs, og i starten uden værnemidler skulle udsættes for smittefare. Patienter, som har fået deres undersøgelser eller behandlinger udskudt, nogle endda flere gange.
Efterskoleeleverne, som blev hjemsendt. De studerende, som skule nøjes med fjernundervisning. Minkfarmerne og deres familier, som mistede deres livsværk og meget mere. Erhvervslivet, som har været lukket ned i lange perioder, og hvor flere er gået konkurs. Også alle de virksomheder, specielt i oplevelses- og turistbranchen, som har været permanent lukket ned. Dertil alle andre som har lidt afsavn, som har mistet deres arbejde, eller som på anden måde har lidt under konsekvenserne af covid-19.

Nu er vi heldigvis i gang med vaccinerne, og der er lys forude. Jeg ser for mig, at vi kan komme til at arbejde med andre politiske emner. Komme i gang med en ny sundhedsreform, en psykiatriplan, afhjælpe konsekvenserne af Brexit, som specielt går ud over fiskerne. Arbejde med klimapolitik, for 2030 kommer jo tættere og tættere på. Der er rigeligt, der trænger sig på, som skal løses. Og med de hundredevis af milliarder vi har lån, til at finansiere krisen, så haster det med at få hjulene til at rulle igen og få skabt noget vækst og velstand.

Jeg vil endnu engang ønske alle og enhver et godt og lykkebringende nytår, som kan give os vores liv og frihed tilbage, så vi kan leve og opleve, og nyde samværet med hinanden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...