Politisk flertal: Takker ja til Molslinjens tilbud om ny elfærge
Et flertal i kommunalstyrelsen på Læsø har mandag aften vedtaget at takke ja til Molslinjens tilbud om en ny elfærge på ruten mellem Vesterø og Frederikshavn.
- Man har i grove træk fulgt den indstilling, der var - blot med præcisioner om, at finansieringen skal komme eksternt ind i kommunen fra staten eller andre, og at kommunalstyrelsen har den endelige beslutning i forhold til at anvende midlerne i det projekt her, udtaler borgmester Tobias Birch Johansen til TV2 Nord.
Der skal være en plan for finansieringen af den nye færge inden februar 2026, hvor Molslinjen går i gang med at bygge færgen.
Borgmesteren oplyser til TV2 Nord, at der skal findes syv millioner kroner om året til stikkontakterne i de to havne og opladning af den eldrevne færge samt ni-ti millioner kroner årligt til driften.