Gå til hoved-indhold
29. marts 2024 - kl. 00.03

Sejre til IF Skjold Sæby, FfI og SEIF i sæsonpremieren

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

De lokale fodboldklubber begynder sæsonen her i påsken, og der var sejre til Frederikshavn Kommunes tre højest rangerende hold i sæsonpremieren. Det drejer sig om IF Skjold Sæby, FfI og SEIF.

Særligt for IF Skjold Sæbys oprykkere i Jyllandsserien 2 var det ekstra dejligt at vinde 3-0 over Randers Freja. Oprykkerne fik nemlig en skrækkelig optakt, da cheftæner Jan Werther Larsen tirsdag 19. marts faldt om under træningen. Det viste sig, at han har en tumor i hjernen. Den er heldigvis godartet.

- Det var en ubehagelig situation for os alle, som var til stede på træningsbanen. Jan forventer at være omkring holdet indtil operationen om en måneds tid. Herefter bliver der behov for pause i nogle uger, hvorefter Jan forventer at være klar igen, fortæller Torben Schioldan, formand for herreseniorudvalget.

Jan Werther Larsen var blandt tilskuerne til sæsonpremieren skærtorsdag og med i omklædningsrummet efter kampen.

- Jan og alle vi andre er ved godt mod, pointerer Torben Schioldan.

Jacob "Mølby" Kristensen og Karsten Thomsen har med assistance fra Jeppe Ringberg overtaget ansvaret for JS2-holdet.

Christoffer Nødgaard var på pletten to gange i 3-0-sejren over Randers Freja, mens Thomas Nielsen scorede et enkelt mål. Sejren kunne såmænd sagtens været blevet større.

I serie 1 vandt FfI - ligeledes på hjemmebane - med 2-1 over Hjørring IF. Kampen blev spillet på FfI's nye kunstgræsbane.

Mikkel Tolstrup bragte FfI foran efter 37 minutter, men HI udlignede inden pausen. I anden halvleg misbrugte Thawng Hlawn Ceu, som er skiftet til FfI fra FC Vakok, et straffespark. Det betød dog ikke så meget, eftersom Joachim Buchholtz scorede sejrsmålet i det 79. minut.

Dermed fik FfI's nye cheftræner, Jonas Serup, en perfekt debut.

Det samme var tilfældet med Brian Petersen, der har afløst Kenneth Blaameier som cheftræner for SEIF's serie 2-hold. 

SEIF åbnede sæsonen ude mod Flauenskjold IF's nedrykkere, og det blev til en overraskende 4-2-sejr. Nicklas Dam, Frederik Christensen, Rasmus Gravesen og Marcus Lenda scorede de fire SEIF-mål.

I serie 3 tabte Dybvad/Hørby med 2-4 ude til Sulsted IF. Mikkel Dohn og Mads Binder Jensen bragte ellers Dybvad/Hørby foran med 2-0 efter 47 minutter.

Østervrå IF møder i aften Vraa/Børglum IF ude, mens Bangsbo Freja mandag skal en tur til Hjallerup for at præve kræfter med Asaa/Hjallerup. FC Vakok har trukket sit serie 3-hold.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...