Skær byrådet fra 29 til 23 – lad pengene gå til kernevelfærd
Klaus Hjulmand, spidskandidat for Liberal Alliance i Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Frederikshavn Kommune har i årevis vendt hver en krone. Vi reducerer budgetter og skærer i servicen, mens vi beder medarbejdere og borgere om at stramme bæltet. Derfor bør vi som politikere gå forrest: Skær byrådet fra 29 til 23 medlemmer – og brug besparelsen på kernevelfærd.
Det er sund fornuft af tre grunde:
Økonomi
Færre byrådsmedlemmer betyder færre vederlag, færre udvalgsvederlag og lavere driftsudgifter (IT, kurser, kørsel m.m.). En realistisk, årlig besparelse på omkring 0,9 mio. kr. kan i stedet bruges på flere varme hænder, ekstra timer til børn eller værdige ældrepleje-tiltag. Det er ikke hele løsningen – men det er et varigt og enkelt greb.
Mindre befolkning – slankere politisk organisation
Vi bliver færre indbyggere. Når kommunen skalerer ned på skoler, tilbud og kvadratmeter, bør byrådets størrelse følge med. En mere fokuseret forsamling kan arbejde hurtigere, tage ansvar og skære gennem bureaukratiet.
Vi kan ikke blive ved at spare på alle andre – uden at spare på os selv
Når vi år efter år beder institutioner og foreninger om at løbe stærkere, er det rimeligt, at vi selv leverer en del af effektiviseringen.
Jeg ved, modargumentet vil være, at "alle dele af kommunen skal høres". Enig! Men vi er én kommune – og repræsentation handler i høj grad om hvem vælgerne stemmer ind, ikke kun hvor mange vi er. Vil man have en kandidat fra sit lokalområde, kan man stemme lokalt. Desuden kan vi styrke lokal dialog med faste borgerpaneler, bydelsmøder og digitale høringer – uden at holde byrådet kunstigt stort.
Endelig behøver vi ikke være så mange i alle udvalg. Mindre udvalg arbejder ofte mere effektivt, tager hurtigere beslutninger og giver tydeligere ansvar. Vi kan slanke udvalgsstrukturen, samle dobbeltfunktioner og stadig sikre faglig bredde.
Jeg har noteret mig, at også Venstre bakker op om dette forslag, som jeg faktisk kom med allerede i 2017. Lad os få et flertal, der tør tænke anderledes og anvise besparelser, der giver mening.
Lad os vise lederskab. Et mindre byråd er et ærligt signal om, at vi prioriterer velfærden over politikerudgifter. Fra 29 til 23 er en ansvarlig tilpasning, der frigør midler og skærper vores fokus på det vigtigste: mennesker i vores kommune.