Vandsportens Hus i Sæby: Arkitekt-konkurrence skydes i gang
Vandsportens Hus i Sæby er nu klar til at skyde arkitektkonkurrencen i gang og har store forventninger til de bud, der kommer på huset og den ny lille bydel på Sæby Havn.
- Det er et meget stort skridt, vi nu tager mod realiseringen af et nyt vandsportscentrum på Sæby Havn. Vi samler nu alle foreningernes behov, de byggetekniske specifikationer, bestemmelser i lokalplanen og hensyn til nærområde i et oplæg, der sendes i udbud. Der er mange opgaver, der skal løses, og mange detaljer, der skal tages i betragtning og gå op i en højere enhed, så det bliver spændende at se arkitekternes kreative forslag, udtaler formand Jens Thidemann.
I første omgang kan alle arkitekter sende bud ind til en prækvalifikation. Heraf udvælges tre firmaer til at gå videre med udarbejdelsen af et detaljeret projektforslag. Af disse udpeges den endelige vinder, som kommer til at lave det færdige projekt.
PRAKTIK OG ÆSTETIK
Drømmen er, at denne arkitektkonkurrence kan skabe et nytænkt hus i høj arkitektonisk kvalitet, for de vandsportsrelaterede aktiviteter i Sæby, der revitaliserer og fornyr stedet, så det markerer en ny æra- nye tider- nye vaner for vandsporten", fremgår det af udbudsmaterialet.
Det er målet, at arkitektforslagene kan danne nye standarder for udfoldelsesmulighederne omkring vandsport, og at det nye hus bliver spændende og udfordrende og en aktiv, dynamisk og udadvendt ramme og et socialt og mangfoldigt samlingssted.
- Der er således både konkrete praktiske behov, der skal indfries samtidig med, at arkitekturen skal være fremtrædende og en oplevelse i sig selv. Vi bygger ikke bare en firkantet bådhal i bølgeblik, siger Jens Thidemann.
Grundtankerne for Vandsportens Hus er, at huset tager udgangspunkt i at danne en inspirerende fysisk ramme for en dagligdag med aktiviteter relateret til vandet og havnen, men samtidig i sig selv gennem en spændende arkitektur bliver et smukt og opsigtsvækkende nyt centrum på Sæby Havn, og at huset bliver et attraktivt og moderne socialt samlingssted, der lever op til fremtidens aktiviteter, hvor alle føler sig trygge, inspirerede og velkomne.
ARKITEKTUR OG HISTORIEFORTÆLLING
Huset skal blive et nyt centrum på Sæby Havn, men også spille sammen med omgivelserne på den nuværende havn og det nære bymiljø. Der skal således også være fokus på, hvordan den samlede oplevelse af Sæby Havn efter opførelsen af den nye bebyggelse bliver. Således skal Vandsportens Hus bidrage til fortællingen om byen og havnen og styrke Sæbys stærke og værdifulde historiske identitet og kulturmiljø.
Samspillet mellem havnen og den gamle bydel er af højeste betydning og skal tænkes ind i både den direkte fysiske forbindelse og sigtelinjer, der sikrer et godt samspil. Det er afgørende, at Vandsportens Hus indpasses i en naturlig og funktionel sammenhæng med Sæby Havn, fremgår det af oplægget til arkitekterne.
Samtidig skal byggeriet være spektakulært og give havnen en ny profil. En profil, der peger fremad og bringer rammerne for vandsport op på et interessant arkitektonisk niveau, hvor det giver en oplevelsesrig arkitektur for alle besøgende på havnen.
- Konkurrencen løber hen over vinteren, og i marts udvælges den endelige vinder. Vi glæder os. Det bliver spændende at se resultatet og se hvordan de kreative kræfter løser alle vores krav og ønsker, og hvordan huset nu tegner sig konkret, efter det bare gennem så mange år har været snak og drømme, siger Jens Thidemann.
Konkurrenceoplægget er udarbejdet af bygherrerådgiver Arkinord i samararbejde med Vandsportens Hus og A. P. Møllerfonden.
Vandsportens Hus er muliggjort af en bevilling på 15 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, otte mio. kr. fra Nordea Fonden og de sidste syv mio. kr. er indsamlet gennem bidrag fra Frederikshavn Kommune og øvrige fonde og bidragsydere.
Bidragsydere:
A. P. Møller Fonden
Nordea Fonden
Frederikshavn Kommune
Sparekassen Danmark
Melsen Fonden
Spar Nord Fonden
Sparekassen Vendsysel Jerslev
Sydbank
Roblon Fonden
Vanggaard Fonden
Trigon Fonden





































