Vejen mod DP World Tour begynder i dag i Frederikshavn
Fra i dag og til på fredag er Frederikshavn Golfklub vært for First Stage af DP World Tour Qualifying School – bedre kendt som Q-School. Her mødes ambitiøse professionelle og førende amatørspillere fra en lang række lande. Fælles for dem alle er drømmen om at sikre sig spillerettigheder på DP World Tour – det højeste niveau i europæisk professionel herregolf.
- Turneringen i Frederikshavn er derfor meget mere end fire dages golf. For spillerne kan den blive begyndelsen på en rejse, der fører hele vejen til nogle af verdens største golfturneringer, fortæller golfmanager Phillip Søby Larsen, Frederikshavn Golfklub
Q-School er DP World Tours officielle kvalifikationssystem. Det giver spillere, som ikke allerede har de nødvendige spillerettigheder, mulighed for at kæmpe sig ind på touren gennem en række kvalifikationsturneringer.
- Q-School er kendt som en af sæsonens mest intense prøvelser. En enkelt runde eller sågar et enkelt slag kan være forskellen på at fortsætte jagten på tourkortet eller forsøge igen året efter, siger Phillip Søby Larsen.
Frederikshavn Golfklub er én af 10 europæiske værtsbaner for First Stage i 2026, hvor turneringen spilles over 72 huller. De øvrige kvalifikationsturneringer afvikles i England, Frankrig, Belgien, Tyskland, Sverige og Østrig. Efter sidste runde går de 13 bedst placerede spillere videre til Second Stage, som afvikles på fire forskellige baner i Spanien. Det ultimative prøve – Final Stage – spilles ligeledes i Spanien.
- Så Frederikshavn er første step på vej ind på verdensscenen, og for publikum giver First Stage en særlig mulighed for at komme tæt på international golf. Feltet rummer både unge talenter på vej frem, etablerede professionelle, tidligere tourspillere og spillere med erfaring fra store internationale turneringer, så jeg kan kun opfordre til, at man kigger forbi og ser noget godt golf og måske nyder lidt lækkert i Brasseriet, siger Phillip Søby Larsen.
Og denne uges turnering bakkes flot op af klubbens medlemmer.
- Banen er lukket for klubbens medlemmer i denne uge, men vi kan kun gennemføre et arrangement som dette med hjælp fra engagerede medlemmer. Vi har over 200 frivillige vagter, som skal besættes, og det har 120 medlemmer hjulpet os med, så dem skylder vi en stor tak, siger Phillip Søby Larsen.
Se mere om turneringen her og følg resultater her. I skrivende stund ligger Cedric Gugler fra Schweiz på førstepladsen efter en imponerende runde i 65 slag.





































