Gå til hoved-indhold
28. november 2025 - kl. 21.11

Formidabel fight af WH mod tophold - 17-årig keeper kampens WH-spiller

  • 1 af 1
    Anton Wilde leverede en kamp i WH-buret. Foto: JFM Play
Af: Michael Kristensen

Frederikshavn White Hawks leverede en formidabel fight, da de her til aften måtte se sig besejret 4-2 af topholdet fra Herning. Midtjyderne dominerede de første 10 minutter, men ellers var høgene på alle måder med i kampen, og indsatsen kan krydses af som mere end godkendt, selvom der ikke kom point på kontoen.

Indsatsen skal samtidig ses i lyset af, at White Hawks stille op i en stærkt svækket udgave og manglede hele fem stamspillere. August Hedlund, Christian Mieritz, Aleksi Ainali, Mikkel Skov og Santeri Suistio sad alle ude med skader.

Unge Anton Wilde fik chancen fra start i målet, akkurat som i fredags i Herning, og så var der også spilletid til Mikkel David.

De fleste havde nok heller ikke sat næsen op efter point, og i de første 10 minutter gjorde Herning da også fuldstændig, hvad der passede dem, og høgene halsede efter. I de 10 minutter viste Herning, hvorfor de er landets bedste ishockeyhold for tiden.

Anton Stenbakken tog en udvisning efter tre minutter, og den var gæsterne ikke sene til at udnytte i powerplay. Nick Pastujov med en kontant afslutning, som Anton Wilde ikke kunne nå at sideforflytte sig til. Herning fortsatte det høje tempo og pres og gav ikke høgene mulighed for at sætte flere pasninger sammen.

Efter seks minutter blev det 2-0 til førerholdet i Metal Ligaen, da Oliver Kiljunen brugte sin fysik og fart og med en perfekt baghåndsafslutning sendte finnen pucken forbi Anton Wilde.

White Hawks sluttede perioden bedst, fik lagt flere pres ned mod Mathias Seldrup i Herning-buret, og Maurizio Colella havde en god mulighed for en reducering. Stadig første mål til gode for Supporternes Spiller, men i aften var den klart bedste kamp fra hans side i WH-trøjen.

Filip Persson havde et forrygende skud, der blev rettet af undervejs og var ved at snyde Seldrup. Herning-keeperen reddede i sidste øjeblik. Svenskeren er blevet bedre efter Mario Simioni har overtaget holdet, og et godt aftryk holdet kom til pause med.

Det gode aftryk tog de med i begyndelsen af anden periode, hvor høgene også fik et hurtigt powerplay. Der blev spillet ganske fint rundt, men den helt åbne chance udeblev.

I den anden ende blev Anton Wilde testet, men den unge keeper havde flere gode indgreb og fik flere gange store applauser fra publikum. U 20-landsholdsmålmanden ser ud til at have fundet formen her inden VM om en måned.

Han var chanceløs, da Herning bragte sig foran 3-0. Mathias Bau opfangede at pucken sad i nettet bag målet, og med en fiks detalje fik han pucken fri, for i samme moment at passe den til Morten Poulsen, der omgående eksekverede og fik nettet til at blafre.

Så kunne man fristes til at tro, at WH-spillerne lukkede ned for i aften og bare skulle have kørt så lille et nederlag hjem som muligt. Men nej, de lagde sig bestemt ikke ned, og den indstilling, der har været kritiseret i flere andre kampe, kunne man i hvert fald ikke pille ved i aften.

Der blev fightet af det WH-hjerte, som fansene vil se hver gang. Det var en fornøjelse at se, og mon ikke det kunne få smilet frem inde i Mario Simioni. Han havde al mulig grund til at være stolt.

Stolt var han helt sikkert af Johannes Borup, da han reducerede til 1-3. Men han måtte vente lidt med at glæde sig, for da Borup smed pucken ind oppe under overliggeren afviste dommeren, at den var inde og lod spillet køre. Det gjorde det i 44 sekunder, hvorefter dommerne gik ud og så det på video. Ingen i hallen var i tvivl, udover dommeren, og så kunne Johannes Borup, efter endt video-kig, blive hyldet for den flotte scoring.

Nyt liv og håb for høgene, der dog blev presset lidt i bund i slutminutterne af perioden, men trods alt stadig et resultat, hvor man ikke havde opgivet at få point ud af anstrengelserne.

Det håb fik ny næring efter halvandet minut af tredje periode, da Maurizio Colella arbejdede sig til pucken, og med en genial pasning fandt han Mikkel Bertelsen, der stoppede sin måltørke med en scoring bag Mathias Seldrup til 2-3.

Desværre kunne Herning gøre det til 4-2 med 14 minutter igen af opgøret. Kasper Larsen fandt med en fornem pasning Patrick Björkstrand, og det efternavn har gennem tiderne scoret mange mål for Danmarks mest vindende ishockeyklub. Det var heller ingen undtagelse i aften, da Björkstrand flot fik styret pucken ind bag en sagesløs Anton Wilde.

WH var ikke slået endnu, og Ben Freeman havde en stor mulighed for at reducere. Det lykkedes ikke, men gæsterne kom i undertal. Høgene fik egentlig stillet fint op, men igen manglede den helt rigtige chance.

Kort efter ny chance i powerplay til høgene, men heller ikke her lykkedes det at få bragt ny spænding ind i kampen. Det sidste manglede lige i powerplay, og heller ikke til allersidst, hvor man satsede med at tage Anton Wilde ud til fordel for en ekstra markspiller.

Det blev desværre ikke til mere for hjemmeholdet, der sled og slæbte og stred godt imod. En ny fighter-indsats på hjemmebane, men desværre kom der ikke point ud af aftenens opgør.

Anton Wilde blev fortjent kåret til kampens WH-spiller. Ny imponerende indsats af den kun 17-årige keeper.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...