"Plads Til Piger": Skitseforslag har et særligt kig på Kennedyparken
Teenagepiger er direkte involveret i arbejdet med at gøre Frederikshavn til et mere attraktivt sted for især unge piger. Her er Kennedyparken ved Frederikshavn Gymnasium udtænkt som en centralt sted.
Frederikshavn Kommune har et klart ønske om at blive et attraktivt samlingspunkt for unge. Frederikshavn har på mange måder en maskulin profil, og det har derfor været vigtigt også at inddrage unge teenagepiger, og blive nysgerrige på deres ønsker til udformning af fremtidens midtby. Med fokus på samvær, motion, leg og tryghed.
Lokale og Anlægsfonden har i marts igangsat kampagnen "Plads Til Piger". Frederikshavn Kommune har fået støtte til en udviklingsproces med fokus på en fremtidig stiforbindelse på tværs af Frederikshavn midtby, der binder byens uddannelsessteder og byparker sammen.
Sammen med arkitektfaglige rådgivere har der været afholdt dialogmøder og workshops med byens 13-20-årige piger. Det har dels været en kortlægning af pigernes bevægelsesmønstre og benyttelse af offentlige faciliteter, og dels været modelbygning af pigernes ønsker og drømme for fremtidens Frederikshavn.
Skitseforslaget har et særligt kig på Kennedyparken, og hvordan en kommunale park i højere grad kan tænkes sammen med gymnasiet og blive et attraktivt mødested for de unge både i og udenfor skoletiden. Og dermed være med til at skabe gode betingelser for et godt ungeliv i Frederikshavn.
Skitseforslaget ligger færdig i marts 2026 og skal danne grundlag for videre fondsansøgning til videreudvikling og realisering af skitseprojektet.
Center for Ejendomme, Park og Vej indstiller, at orienteringen tages til efterretning, når der i næste uge er møde i Teknisk Udvalg.




































