Skoringen Frederikshavn gør det igen: Kåret til Årets Butik i kæden
For andet år i træk er Skoringen Frederikshavn netop blevet kåret som årets Skoringen-butik i Danmark på Skoringens årlige generalforsamling. Indehaver Tina Dannow Andersen er ikke i tvivl om, hvorfor det er sket igen: "Vi har verdens bedste kunder".
På årets generalforsamling for Skoringens butikker i Danmark, Norge og Færøerne er Skoringen Frederikshavn endnu engang blevet kåret som Danmarks bedste Skoringen.
Adspurgt er indehaver Tina Dannow Andersen slet ikke i tvivl om, hvorfor det igen i år er lykkedes butikken i Nordjylland at få tildelt æren:
- Vi ville jo slet ikke være her, hvis ikke det var for vores fantastiske kunder. Det kan jeg vist ikke sige nok gange. Den loyalitet og tillid, de viser over for os og butikken, er helt unik, og vi er stolte over at kunne give dem det, de søger inden for skomode.
Detailhandel med fokus på det nære
Når det kommer til at drive forretning, så er vilkårene trængte for de fleste skohandlere. Det kræver noget ekstra at lykkes, og her har Tina Dannow Andersen og hendes team lagt et fokus på det nære.
- Vi kender vores kunder, og vi sørger for at have det bedste til dem. Vi har for eksempel fået en SNEAX Store, så vi nu har et endnu større udvalg af sneakers, siger Tina Dannow Andersen.
Butikken sætter en ære i at skabe gode kunderelationer og yde den bedste kundeservice, og det er da også noget, som teamet i butikken er kendt for.
- Butikken har et stærkt team, og det smitter selvfølgelig af på den måde, butikken bliver drevet. De gør det simpelthen supergodt, mener Tina Dannow Andersen.
Butik med historie
Da hun overtog butikken i 2019, var hun godt klar over, at hun overtog en butik med en lang historie. I mere end 70 år har Danmarksgade 65 huset skobutik. At lokalerne nu, for anden gang i træk, danner rammerne om Danmarks bedste Skoringen indgyder selvfølgelig en vis stolthed hos indehaveren.
- Det er klart, at jeg bliver glad for at vide, at mit og mit teams arbejde, og vores dedikation over for faget og kunderne, bliver anerkendt. Det skal der slet ikke være tvivl om. Men det er jo ikke på grund af muligheden for at vinde hæder, at vi laver det, vi laver. Det er blot toppen af kransekagen. Vi er her, fordi vi kan lide at arbejde i faget og servicere vores kunder. Det bliver ved med at være fundamentet i min måde at drive butik på, udtaler en glad og beæret Tina Dannow Andersen.
Fejring af ansatte og kunder
Som det var tilfældet sidste år, kommer fejringen af hæderen selvfølgelig ikke til at gå stille af. Påskelørdag 4. april vil der således være kagemand, slush ice og balloner til dem, der lægger vejen forbi butikken mellem kl. 10 og 13.
- Det er selvfølgelig kunderne og teamet, der skal hyldes, siger Tina Dannow Andersen og tilføjer, at butikken holder åbent til kl. 15.00 denne dag.





































