Gå til hoved-indhold
25. marts 2024 - kl. 21.03

Stars & Strikes holder sig inde i kampen om førstepladsen i 2. division

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Med lørdagens sejr over HIK-bowling fra Hobro holder Stars & Strikes sig inde i kampen om guldmedaljer i 2. division. Hjemmebanesejren blev på 37-11, og dermed reducerer frederikshavnerne ST’s forspring i stillingen. Med kun to kampe tilbage, bliver det derfor en tæt og spændende afslutning på sæsonen, som afsluttes i løbet af april.

Gæsterne fra HIK-bowling havde brug for point, da de følte, at nedrykningsstregen kom faretruende tæt på. Begge hold havde således noget at spille for. På trods af det startede kampen uden særligt høje scorer, men med Stars & Strikes i førersædet. To sikre sejre i to af doublerne, mens den tredje double først blev afgjort i 10. rude, hvor frederikshavnerne vandt med 10 kegler. Føring til Stars & Strikes på 8-0.

Spillet blev løftet i 2. serie, hvor hjemmeholdet igen vandt to sikre doubler, mens den sidste double havde en spændende afslutning. De to spillere fra HIK-bowling lavede en frygtelig masse strikes i anden halvdel af serien og pressede hjemmespillerne til at følge trop. Claus Jørgensen og Rasmus Hansen måtte score henholdsvis 206 og 237 for blot at hive et uafgjort resultat hjem. Første point i kampen til HIK-bowling. Stillingen var nu 15-1 til hjemmeholdet.

Begge hold øgede scorerne i 3. serie, hvor Stars & Strikes havde et holdsnit over 200. Det blev desværre kun vekslet til seks point, da HIK-bowling vandt den ene af doublerne. Værre blev det i 4. serie, hvor HIK-bowling igen vandt en double, og samtidig tog de to ekstra point for flest samlede kegler. Stars & Strikes førte nu 25-7.

Hjemmeholdets holdleder Kim Walter Nielsen ville have stoppet pointtabene og gav spillerne en peptalk inden 5. serie. Det gav pote! Han gik selv forrest med en score på 242, og resten af holdet fulgte trop med 200-scorer til alle spillerne. Stars & Strikes væltede 1.301 kegler (snit på 217) og HIK-bowling var aldrig i nærheden af point. Yderligere 8 point på kontoen og en solid føring på 33-7.

Kampens sidste serie endte i en uskøn affære, hvor Stars & Strikes kun vandt én ud af de tre doubler. Heldigvis scorede Kim Walter Nielsen igen over 240, hvormed der var mulighed for at vinde de to ekstra point for flest samlede kegler. De ekstra point afhang af, hvordan doublen med Jan Boye Nielsen og Thomas Mølholt afsluttede serien. Jan Boye Nielsen sluttede serien af med fem strikes i træk, hvorefter Thomas Mølholt kunne sikre de to point ved at score 20 point i 10. rude. Med en strike i sidste kast lykkedes det, og jublen brød ud. Samlet keglefald blev på 7.161 kegler mod HIK-bowlings 6.703 kegler.

Kampens spiller blev Jan Boye Nielsen, som lavede de afgørende fem strikes i slutningen af sidste serie.

Sådan spillede holdet:
Kim Walther Nielsen (1.295 kegler over 6 serier – snit på 216)
Rasmus Hansen (1.255 kegler over 6 serier – snit på 209)
Claus Jørgensen (1.225 kegler over 6 serier – snit på 204)
Thomas Mølholt (1.161 kegler over 6 serier – snit på 194)
Thomas G. Larsen (1.127 kegler over 6 serier – snit på 188)
Jan Boye Nielsen (1.098 kegler over 6 serier – snit på 183)
Derudover var Jens V. Thomsen med som reserve.

I stillingen fastholder Stars & Strikes andenpladsen i 2. division og har nu kun 10 point op til ST på førstepladsen, mens der er 40 point ned til RBK 90 på tredjepladsen. Næste kamp er på udebane i Brønderslev mod BK Outsiders lørdag 13. april.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...