Til Danmarks veteraner – fra en ny generation
I anledning af Flagdagen 5. september har DSU Vendsyssel udarbejdet dette takkebrev til Danmarks veteraner. DSU Vendsyssel ønsker med brevet at udtrykke sin respekt og taknemmelighed overfor de mange mænd og kvinder, der har været udsendt for Danmark – både fra hæren, flyvevåbnet og ikke mindst flåden, som jo også har en særlig betydning her i Frederikshavn.
Kære veteraner. Der findes dage, hvor vi alle må sætte tempoet ned. Dage, hvor vi ikke skal diskutere fremtiden, men i stedet huske det, der kom før os. Dem, der bar ansvaret for, at vi i dag har en fremtid at diskutere. I dag er en sådan dag.
I dag blafrer flaget for jer, der stod i uniformen. For jer, der bar Dannebrog på skuldrene, når verden rystede. For jer, der satte fællesskabet over jer selv.
Flaget blafrer for jer – og for alle de danske mænd og kvinder, der har stået med støvlerne solidt plantet rundt om på kloden. Forenet i uniformen og i fællesskabet, i kampen, i usikkerheden og i håbet. Med Danmark i hjertet – og hovedet fuld af ansvar. Flaget blafrer også for dem, der ikke længere er iblandt os, og for dem, der sidder tilbage med et tungt savn. Deres ultimative offer må aldrig blive glemt.
At sige ja til at rejse ud på Danmarks vegne kræver noget særligt. Det kræver mod, og viljen til at sætte fællesskabet over sig selv. Det er en beslutning, der rummer både styrke og afsavn. Det er ikke bare en opgave som mange andre – det er et kald.
Vi, der vokser op i fred, står på skuldrene af det kald. Vi kan have svært ved helt at forstå, hvad I har været igennem. Men vi forstår dette: At fred og frihed ikke er en selvfølge. Det er noget, nogen har kæmpet og blødt for.
Derfor vil vi gerne sige jer en inderlig, dybfølt tak for alt I har gjort. I lyden fra det blafrende flag, i stilheden ved en mindesten, i styrken fra en samlet nation, der skylder jer al sin respekt.
For vi ved også, at uniformen ikke altid bliver lagt fra sig, når man vender hjem. At nogle sår, ikke kan ses. At nogle kampe først begynder, når missionen slutter. Vi ved, at Danmark ikke altid har svaret jer med den anerkendelse, I fortjente. At det danske samfund nogle gange har været for stille – dér, hvor det burde have været tydeligt. Det skal vi gøre bedre.
I psykiatrien. I støtteordningerne. I arbejds- og studielivet. Det handler om, hvordan vi som samfund vælger at møde jer – og jeres familier – hver eneste dag – ikke kun på flagdagen.
For I stod op, da Danmark kaldte. Derfor skal Danmark altid være der for jer, når I kalder.
I har båret opgaver, de færreste kan forestille sig. Men netop derfor bærer I også et vidnesbyrd, som ingen må ignorere: Om hvad det vil sige at stå op for andre. Om det at tage ansvar, hvor andre har mistet grebet. Om at tage del i en større sag, selv når det kan være svært at forklare
hvorfor.
Det, I har gjort, rækker videre end jeres egen indsats. Det rækker ind i bevidstheden hos en ny generation – hos vores generation. I minder os om, hvad det vil sige at være en del af noget større end sig selv. At frihed, fællesskab og ansvar hænger sammen – og at det altid kræver
nogen, der er villige til at handle, når andre tier.
Vi lover at lytte. At lære. At bære ansvaret videre, så jeres indsats aldrig bliver glemt. Og vi lover, at I aldrig skal stå alene.
Tak for jeres mod. Tak for jeres tjeneste. Tak for jeres offervilje.
Tak for jeres tro på Danmark – også når det har kostet dyrt.
