Lykke og de andre nyvalgte underskrev Grundloven: - Det var en ære
Dagen mindede også Christina Lykke om, hvor seriøst det danske demokrati tages.
Det er i dag tre uger siden, danskerne gik til stemmeurnerne og sammensatte et nyt Folketing.
Og i dag skulle det formelt godkendes ved en afstemning, og efterfølgende skulle de 67 nyvalgte folketingsmedlemmer forbi Landstingssalen for - med overværelse fra familie og venner - at underskrive, at de vil overholde Grundloven.
Én af dem er Christina Lykke (SF). der er valgt i Frederikshavn og også sidder i Frederikshavn Byråd. Med sig havde hun sin mand, sine to børn, sin far og en god ven.
- Jeg startede egentlig dagen ud med at være spændt. Men spændingen blev egentlig afløst af respekt, da jeg sad og skulle skrive under. Det var en ære. Jeg følte mig meget beæret, fordi det er på vælgernes tillid, jeg sidder der.
Selvom dagen mest af alt er formel og ceremoniel, så udviklede den sig til at være dramatisk.
Der blev i løbet af dagen sået tvivl om, hvorvidt Emilie Schytte, der stillede op for Borgernes Parti og nu er løsgænger, bor i Danmark, som man skal for at sidde i Folketinget.
Mødet i Folketingssalen, hvor valget skulle godkendes, blev derfor udskudt i en time, mens Udvalget til Prøvelse af Valgene skulle mødes for at vurdere sagen.
- Det var vildt at være en del af. Det blev et kort møde lige pludselig, og vi kunne bare følge med i, hvad der skete. Men der var heldigvis folk, der var gode til at guide os, siger hun og fortsætter:
- Men man bliver mindet om, hvor seriøst de tager valget. Det synes jeg er rigtig fint. At man har et helt udvalg, der sidder og kigger på det her. Det er ret trygt.
Har været til første møde i salen
Christina Lykkes Christiansborg-karriere er dog startet, inden hun tidligere i dag skrev under på, at hun vil overholde Grundloven.
I fredags var der nemlig første møde i folketingssalen, hvor der blandt andet skulle vælges en midlertidig formand.
- Det var meget kort og ganske formelt, hvor der skulle nedsættes nogle udvalg. Men det var sjovt at være med. Det er jo dér, det for alvor går op for en.
Og du fik trykket på den rigtige knap?
- Ja, det gjorde jeg. Og jeg fik også joket med mine to sidemakkere (Lise Müller og Nanna Bonde, også nyvalgte fra SF), om man kan komme til at trykke på hinandens knapper til at tage ordet.
Vil arbejde med velfærdsområder
Selvom det er tre uger siden valget, så er Christiansborg dog ikke i fulde omdrejninger endnu.
I disse dage pågår regeringsforhandlingerne nemlig, og her er SF et af de centrale partier - de har derfor heller ikke fået fordelt ordførerposterne mellem sig endnu.
Christina Lykke kan dog se mange ordførerposter for sig.
- Der er så mange spændende ting. Jeg kan ikke begrænse mig. Så lige nu afventer jeg, hvad det ender med.
Der må da være noget, du synes, der er mere spændende end andet?
- Velfærdsområderne er noget af det, jeg finder interessant. Synes også, at land- og by-diskussionen kan ret meget.




































