Frederikshavn eneste golfklub i Jylland, hvor robotplæneklippere klipper alt græs
Med tilføjelsen af yderligere ni robotplæneklippere fra lokale AT Pejse, Skov & Havecenter er Frederikshavn Golfklub den eneste klub i Jylland, der udelukkende får klippet det dyrebare græs af robotter. Det er en klar miljømæssig gevinst, ligesom det er med til at styrke banens kvalitetsmæssige udtryk.
- Vi er selvfølgelig glade for, at vi med ordren er med til at opgradere arealerne i Frederikshavn Golfklub. Klubben startede med fem robotter og med tilføjelsen af yderligere ni, bliver hvert græsstrå på banen nu klippet hver 36. time. Det sikrer spillerne en ensartet klipperesultat og en højere kvalitet på banen alle ugens syv dage, siger Anders Laustsen fra AT Pejse, Skov & Havecenter.
Også hos golfmanager Phillip Søby Larsen fra Frederikshavn Golfklub vækker robotterne glæde.
- Som en af kommunens største sportsklubber med cirka 900 medlemmer betyder det meget for os, at vi kan give medlemmerne de bedste betingelser, ligesom green-fee spillere får en god og positiv oplevelse, når de besøger vores bane. De 14 robotter klipper alle arealer i rough og på fairway, hvilket er med til at frigive ressourcer hos vores greenkeepere, der kan forfine banen på andre områder, så hele området står skarpt. Med de nuværende dieselpriser giver det også klubben en økonomisk gevinst, ligesom det har en positiv miljømæssig påvirkning. Vi får et højere niveau på banen med et tættere, stærkere og mere robust græstæppe. Samtidig tåler græstæppet mere trafik, siger Phillip Søby Larsen.




































