Gå til hoved-indhold
12. april 2026 - kl. 14.04

Frederikshavn Kajakklub giver alle voksne chancen for at prøve at ro

  • 1 af 4
    Klubture går for eksempel til Hirsholmene.
  • 2 af 4
    Frederikshavn Kajakklub inviterer til åbent hus to aftener, hvor klubbens instruktører er klar til at vise, hvordan man ror havkajak.
  • 3 af 4
    Den første træning af de nye medlemmer foregår i Østervrå Svømmehal, hvor man i trygge rammer kan vænne sig til at have hovedet i vandet.
  • 4 af 4
    Et udvalg af klubbens kajakker.
Af: Michael Frederiksen

Har du lyst til at prøve den skønne og fantastiske fornemmelse af at sidde på vandet og samtidig få rørt hele kroppen i et behageligt tempo? Så er der gode muligheder i Frederikshavn Kajakklub på Rønnerhavnen.

Her er klubbens erfarne instruktører klar til at tage interesserede med ud i en af klubbens havkajakker, når der er åbent hus i klubben 21. og 23. april klokken 17.00-19.00.

Alle voksne er velkomne til klubbens to åbent hus-arrangementer. Her kan du prøve at ro havkajak, se klubbens faciliteter, høre om kajakklubbens arrangementer og melde dig til et træningsforløb.

Der bliver tale om et træningsforløb, hvor klubben stiller kajakker og sikkerhedsudstyr til rådighed. Det gælder også til de to åbent hus-aftener i april.

Til træningsforløbet skal du selv medbringe en tætsiddende våddragt samt vindtæt jakke og sko uden snørebånd.

Træningsforløbet starter 2. maj med en formiddag i Østervrå svømmehal klokken 8.00-13.00, hvor de nye roere introduceres til vandtilvænning og redningsøvelser.

Herefter skal du melde dig ind og betale kontingentet på 1.500 kroner for at fortsætte træningsforløbet, der foregår på vandet fra 5. maj. Her lærer du at ro havkajak sikkert og forsvarligt.

Træningsforløbet består af undervisnings- og træningsaftener hver tirsdag i maj klokken 17.30 - 20.30.

De nye roere inviteres også til at deltage i klubbens fællesroninger, hvor der tages hensyn til at alle skal have en god oplevelse på vandet - og hvor der er masser af gode råd at hente.

Hvis du har spørgsmål eller vil høre mere om træningsforløbet, er du velkommen til at kontakte:

Karl Erik Justesen: 2121 0920
Jette Gram: 2634 7509
Grete Wedege: 2440 7126

Frederikshavn Kajakklub er byens største kajakklub med over 100 medlemmer og et stort klubhus på Rønnerhavnen. Kluuben har et hav af forskellige kajakker, svømmeveste og pagajer til roere i alle størrelser.

Der er et veludstyret motionsrum med løbebånd, kajakromaskiner og styrketræningsfaciliteter. Svømning i Frederikshavn Svømmehal er med i kontingentet. Der er 10 træningsformiddage om vinteren i Østervrå Svømmehal.

I løbet af sæsonen arrangeres kajakture af forskellig længde, f.eks. til Mariagerfjord, den svenske skærgård og Hirsholmene.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...