Ekstra hjælp til unge, som kæmper på skolebænken og i deres læreplads
Flere unge skal have et godt liv med uddannelse og job. Det er det klare og ambitiøse mål i et nyt nordjysk initiativ, hvor erhvervsskoler, FGU-institutioner, virksomheder, fagforeninger, brancheorganisationer og kommuner igangsætter en koordineret ungeindsats med tilskud fra Region Nordjylland og EU.
Projektet, der har et samlet budget på 14.486.836,80 kroner, har fået 3.867.985,43 kroner i støtte fra Region Nordjylland og 5.780.247,88 kroner i støtte fra EU’s Socialfond Plus.
Projektleder er AMU Nordjylland.
De otte økonomiske partnerskoler bag projektet er AMU Nordjylland, Aalborg Handelsskole, EUC Nord, Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, TECHCOLLEGE, FGU Himmerland, FGU Aalborg og FGU Vendsyssel. Derudover er der tilknyttet en række samarbejdspartnere som virksomheder, fagforeninger, brancheorganisationer og kommunale ungeindsatser.
Selvom der de senere år har været høj beskæftigelse og lav ledighed i Danmark, står omkring hver tiende ung i alderen 15-29 år uden for både uddannelse og arbejdsmarked. Det viser tal fra OECD, der betegner de unge som NEET-gruppen – Not in Employment, Education or Training.
I Nordjylland er andelen godt 11 procent, hvilket er på niveau med landsgennemsnittet, men som samtidig dækker over store forskelle mellem de nordjyske kommuner. Særligt unge med lav uddannelse og psykiske udfordringer har øget risiko for at ende i NEET-gruppen og uden for fællesskabet. Næsten seks ud af ti af disse unge har ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse, og analyser viser samtidig, at op mod halvdelen har mentale helbredsproblemer.
Derudover har mange været uden for uddannelse og arbejdsmarked i længere tid. Omkring halvdelen har været i denne situation i mere end tre år, hvilket understreger, hvor vanskeligt det er at hjælpe de mest udsatte unge tilbage på sporet.
Fra skolebænk til læreplads
I Nordjylland danner NEET-gruppens størrelse og udfordringer nu afsæt for et målrettet projekt med titlen "Fra skolebænk til læreplads".
I et tæt samarbejde mellem en bred vifte af aktører på uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet samt kommuner og Region Nordjylland er den fælles ambition, at alle unge skal understøttes i at fremme muligheder for et godt liv med uddannelse og job.
- En kompetencegivende uddannelse er afgørende for unges trivsel og livskvalitet, fordi både uddannelse og job er veje ind i meningsfulde sociale fællesskaber. Derfor er jeg både glad for og stolt over, at så mange aktører er gået sammen med os om at styrke mulighederne for de unge, som i øjeblikket kæmper med det på skolebænken og i deres lære- og praktikpladser, siger Poul Kristensen (S), formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse.
Støtte til unge i udfordrende overgange
Særligt blandt de yngste sker overgangen til NEET-gruppen ofte i forlængelse af, at de forlader en uddannelse. Derfor er målet i projektet at støtte unge i risikogruppen, allerede mens de er i gang med en erhvervsuddannelse eller en forberedende grunduddannelse (FGU).
Især skiftet fra en hverdag på skole til en hverdag i en virksomhed skaber udfordringer. Derfor er ambitionen at styrke elevernes kompetencer, så de bliver bedre klædt på til at søge og fastholde en praktik- eller læreplads. Støtten til eleverne omfatter bl.a. praksisnær undervisning i lærepladssøgning, lærepladsmentorer, lærepladsdating og lærepladsklubber.
- Udfordringerne med at skaffe lære- og praktikpladser er komplekse og kan ikke løses ét sted eller af én aktør alene. Derfor har vi skabt et projekt, der arbejder helhedsorienteret og samtidig med både elever, virksomheder og skoler, så vi styrker overgangen fra uddannelse til læreplads, siger Katrine Aaby Rytter, projektleder hos AMU Nordjylland.
I projektet vil parterne samtidig gøre virksomhederne bedre til at modtage, oplære og fastholde eleverne og dermed understøtte virksomhederne som attraktive praktiksteder og lærepladser.
Den målrettede støtte til de nordjyske unge i projektet "Fra skolebænk til læreplads" løber i tre år indtil udgangen af 2028.
Fakta om projektet "Fra skolebænk til læreplads"
Fra skolebænk til læreplads begyndte1. januar 2026 og løber i tre år indtil 31. december 2028.
Formålet med projektet er at understøtte, at flere erhvervsskole- og FGU-elever gennemfører deres uddannelse, så de ikke bliver en del af NEET-gruppen, det vil sige unge, der hverken er i beskæftigelse, uddannelse eller træning. Dette skal ske ved at sikre bedre overgange fra skolebænk til lære- eller praktikplads for eleverne. De skal skabes gennem bedre forberedelse, individuel støtte og virksomhedsrettede aktiviteter, der skal sikre, at flere elever opnår og fastholder en læreplads. Der skal udvikles og afprøves nye værktøjer og indsatser, der skal lette overgangen for 1.300 elever på fem erhvervsskoler og tre FGU-skoler i Nordjylland.
Projektets aktiviteter vil bl.a. være praksisnær undervisning i lærepladssøgning, lærepladsmentorer, lærepladsdating og lærepladsklubber til gavn for eleverne. Samtidig vil projektet arbejde med at styrke virksomhedernes evne til at modtage, oplære og fastholde eleverne. Det vil ske gennem støtte til oplæringsansvarlige på virksomhederne, udvikling af en startpakke om bl.a. diagnoser, støttemuligheder og tips og tricks til at modtage nye elever. Endelig vil projektet arbejde med at indgå forpligtende og varige samarbejder mellem skoler og virksomheder om rekruttering og fastholdelse.
De forskellige indsatser skal beskrives i en metodehåndbog, der kan bruges til at give erhvervsskole- og FGU- elever en bedre forberedelse og støtte i hele praktik- og lærepladsprocessen.





































