Sydskolen samlede for første gang årgangene på tværs
Torsdag skrev Sydskolen historie ved for allerførste gang at afholde en fælles årgangsdag. Når hverdagen udspiller sig på tre forskellige adresser - to i Sæby og én i Voerså - er det ikke ofte, at eleverne møder deres parallelklassekammerater fra de andre matrikler. Netop derfor var denne dag noget ganske særligt.
Årgangene blev torsdag samlet – og fællesskabet var tydeligt at mærke. På Stensnæsskolen i Voerså var hele 2. årgang samlet, i alt 85 elever, som fyldte skolen med liv, grin og aktivitet. På Sæby Skole mødtes 0. og 1. årgang samt 3.-4. årgang til en dag med leg, samvær og fælles oplevelser.
1. og 6. klasserne havde base i Nellemans Have, hvor naturen dannede ramme om dagens aktiviteter, mens 7. årgang var samlet på Sæbygårdskolen. Her startede de dagen med fælles morgenmad, inden de deltog i et løb med forskellige aktiviteter rundt på skolens område – en dag med både bevægelse, samarbejde og fællesskab i fokus.
På alle adresser summede dagen af fællesskabende oplevelser. Der blev ristet skumfiduser over bål og bagt pandekager og snobrød, og hyggen var i højsædet. 8. årgang samledes til påskefrokost, mens 9. årgang brugte dagen i de storslåede omgivelser ved Råbjerg Mile.
- Som prikken over i’et viste vejret sig fra sin bedste side og skabte ideelle rammer for de mange udendørs aktiviteter. Årgangsdagen blev en dag fyldt med nærvær, fællesskab og nye minder – og en tydelig påmindelse om styrken i at være en del af Sydskolen på tværs af adresser, siger skoleleder Hanne Munk.








































