En del af gågaden i Frederikshavn foreslås omdannet til sivegade
Danmarksgade Nord - den nordligste del af gågaden i Frederikshavn - skal omdannes til sivegave i en forsøgsperiode på to år. Det indstiller Center for Ejendomme, Park og Vej til politikerne i Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur.
Frederikshavn Midtbyplan blev 4. september 2023godkendt af Plan- og Miljøudvalget. Midtbyplanen indeholder en række anbefalinger til videre planlægning og realisering. En af planens ambitioner er at udvikle tre unikke bykvarterer, hvoraf Danmarksgade Nord er ét af dem.
I budgetaftale 2026-2029 er der afsat midler til "Levende bymidter" til realisering af midtbyplanens anbefalinger. Administrationen anbefaler en prøvehandling, hvor den nordlige del af gågaden omdannes til sivegade.
Visionen er, at den øvrige gågade fortætter uændret, og at Danmarksgade Nord tilføjes nyt liv og mulighed for at tiltrække andre erhvervsdrivende.
Prøvehandlingen tillader ensrettet kørsel på gaden i lav hastighed og mulighed for tidsbegrænset parkering. De eksisterende legezoner omdannes til beplantningsbede for at forskønne gaden. Indsatsen strækker sig fra Skolegade til Teglgårdsvej.
En prøvehandling er en fleksibel måde at afprøve en indsats på. Administrationen anbefaler, at prøvehandlingen evalueres efter to år, og at udvalget på denne baggrund kan beslutte, om der skal ske en endelig omdannelse af Danmarksgade Nord.
Der er ikke tale om en større anlægsopgave, og installationen "Skibet" berøres ikke af prøvehandlingen.
Der er afsat en million kroner til "Levende bymidter" i 2026, og indsatsen med sivegade forventes
at koste 400.000 kroner.




































