Skagen Musik- og Teaterforening åbner med prisbelønnet trio
Skagen Musik- og Teaterforening åbner koncert-sæsonen med et besøg af tre unge musikere, der på få år har fået gang i en imponerende musikalsk karriere. Det er klavertrioen Trio Fantasma, der på fredag 17. april kommer til Skagen.
Historien om Trio Fantasma begynder i 2020 på et gymnasium i København, hvor søskendeparret Josephine og Magnus Franyó (violin og cello) sammen med pianisten Merel Beelen danner en klavertrio. Anledningen var en Beethoven-festkoncert på Copenhagen Summer Festival.
Siden da har trioen udviklet sig til et prisvindende ungt kammermusikensemble.
Trio Fantasma er nu en aktiv del af den danske kammermusikscene. De har modtaget et væld af priser, senest den prestigefyldte Léonie Sonning Talentpris i 2025. Før det har de høstet en række udmærkelser ved internationale kammermusikkonkurrence i Danmark og udlandet.
De tre musikere har sammen spillet til koncerter og festivaler i hele Danmark. De har også været engageret til koncerter i Italien, Tyskland, Østrig og Polen.
I Skagen spiller de musik skrevet af tre giganter inden for den klassiske musik. Det drejer sig først om en klavertrio af wienerklassikeren over dem alle, nemlig Ludwig van Beethoven. Dernæst er et ungdomsarbejde af Danmarks store komponist Carl Nielsen på programmet. Tredje og sidste klavertrio-stykke er komponeret af Felix Mendelssohn, der var én af de fineste repræsentanter for den tidlige romantiske periode i 1800-tallet.
Koncerten finder sted fredag 17. april kl. 19.00 i Sognehuset på Kirkevej overfor Skagen Kirke.
Kirken plejer at være det foretrukne koncertsted for musik- og teaterforeningen, men i det meste af indeværende år er den pakket ind i et stillads på grund af en omfattende renovering.
Adgang til koncerten kan købes på forhånd ved indbetaling af entré-prisen (100 kr. for medlemmer af Skagen Musik- og Teaterforening, 200 kr. for ikke-medlemmer) til foreningens MobilePay-konto 126440.
Unge under 18 år har gratis adgang til koncerten.




































