To år med vokseværk i VEGA Spedition ApS
Med få dage til jul er der ekstra travlt i kontoret på Saltebakken i Frederikshavn. Der er i hvert fald ikke tid til at nyde den flotte udsigt over vandet. Lige nu skal en kunde have transporteret reservedele fra Holstebro til Borås i Sverige. Der er tale om en hasteopgave.
Det er kun to et halvt år siden, at Louise og Kaspar Dam Haller åbnede VEGA Spedition ApS. Hele verden var hårdt plaget af COVID-19, men set i bakspejlet var det nærmest et perfekt tidspunkt at etablere sin egen virksomhed i transportbranchen, blandt andet fordi byggebranchen havde forrygende travlt.
VEGA Spedition voksede hurtigt til fire medarbejdere, og i dag er der syv personer på lønningslisten.
- Især i vores branche er det svært at finde medarbejdere, og derfor har vi besluttet at uddanne vores egne folk. Lige nu har vi en elev og en voksenelev, som begge tager turen fra Aalborg. Vi propper vores kompetencer ind i dem, og det går godt. De har de rigtige værdier med hjemmefra. Den ene overvejer endda at købe hus i Frederikshavn og flytte herop med sin kæreste, smiler Kasper Dam Haller.
VEGA Spedition hjælper bredt med vejtransport samt sø- og luftfragt. "Vi står klar 24/7 med ærlig rådgivning og har altid en løsning på hånden. Nordjysk disciplin til hele verden", står der på forsiden af hjemmesiden.
- Vi lever af en god, hurtig og personlig service, og vi er gode til at tænke ud af boksen, hvor vi nogle gange finder en lidt anden innovativ løsning, end kunden efterspurgte i første omgang, forklarer Kasper Dam Haller.
VEGA Spedition dækker hele kontinentet, men godt 85 procent af kunderne er fra Danmark. Trekantområdet er det sted i Danmark, hvor den unge frederikshavnervirksomhed har mest travlt, og derefter kommer Nordjylland. Ud over Danmark er der lige nu kunder i blandt andet Holland, Norge, Sverige og Tyskland.
Efter to et halvt år i nærmest konstant medvind forventer transportbranchen, at 2023 byder på nedgang og udfordringer. VEGA Spedition har syvdoblet omsætningen fra 2020 til 2022, men budgetterer med en beskeden tilbagegang i 2023.
- Vi regner dog med, det bliver et stabilt år, og vi ser positivt på tingene. Der er altid ting, der skal flyttes i verden, fastslår Kaspar Dam Haller optimistisk.
VEGA Spedition skal som udgangspunkt ikke være meget større end i dag. Det prioriteres nemlig højt, at kunderne næsten altid taler med den samme person. Kaspar Dam Haller vil dog ikke have noget imod at finde et par speditører, som på egen hånd drifter en eller flere vognmænd.
- Fik vi styr på Borås?, spørger Kasper Dam Haller, da han kommer tilbage på kontoret, og der bliver nikket bekræftende.






































