To danske ungdomsmesterskaber til Willas Mogensbæk fra Sæby Atletik
DM ungdom blev i weekenden afviklet på Tårnby Stadion i det bedste atletikvejr. 16-årige Willas Mogensbæk fra Sæby Atletik stillede op i syv øvelser - og vandt to guldmedaljer.
Han var formentlig den eneste atlet, som deltog i så mange øvelser. Det gav overlapninger på tidsskemaet og stress, men Willas nyder at deltage i mange øvelser.
Eksempelvis skulle Willas Mogensbæk springe længdespring, inden han var færdig med diskoskast. Det vil sige, at han mistede det første længdespring.
Efter at han havde kastet færdig, løb han ned og skiftede til pigsko og sprang sig ind i anden runde med et flot spring på 6,17m, som rakte til bronzemedalje.
- Han klarede stress-situationen, smiler formand og træner Gunnar Møller Nielsen, Sæby Ateltik.
Willas Mogensbæk vandt favoritøvelserne højdespring i 1,89m og 110m hækkeløb i flot stil. Han satte PR i kuglestød til 13,43m til en fjerdeplads, slået med blot to centimeter. Bronze i spydkast med 44,70m med én centimeter til sølvet. 100m løbet uden for placering.
- Alt i alt et flot resultat af Willas. Han udvikler sig stille og roligt både teknisk og styrkemæssigt, fortæller Gunnar Møller Nielsen.