Valgforbund mellem SF og Enhedslisten til kommunalvalget i Frederikshavn
SF og Enhedslisten har igen besluttet at gå i valgforbund til det kommende kommunalvalg i Frederikshavn Kommune. En tradition, som efterhånden går langt tilbage.
- En stemme på et af partierne i valgforbundet er en stemme på røde og grønne løsninger i Frederikshavn Kommune – løsninger, som kommunen bestemt har behov for, skriver de to partier i en pressemeddelelse.
Og de fortsætter:
- Det er en stemme for et nej til forringelser på institutioner og borgernære velfærdstilbud, men et ja til medarbejderes og brugeres indflydelse på, hvordan man laver de bedste tilbud og løsninger for borgerne. Det er en stemme imod flere stærkt forurenende virksomheder, men et ja til grønne og entreprenante virksomheder.
SF og Enhedslisten fastslår, at Frederikshavn Kommune er en vidunderlig kommune, som har masser af kyst og byer orienteret mod havet og ikke mindst omverdenen.
- Vi har masser af gode tilbud og udviklingsmuligheder for mennesker. Valgforbundet vil ikke være med til at tale Frederikshavn Kommune ned og kun have fokus på det negative, men fremdrage det positive til gavn for beboerfastholdelse og borgerrekruttering, hedder der i pressemeddelelsen fra de to partier.
SF fik Christina Lykke valgt ind i byrådet for fire år siden, mens Enhedslisten røg ud. SF har dog nu fire byrådsmedlemmer, da Almina Nikontovic, Martin Tøttrup Kelkelund og Tina Kruckow er skiftet fra Socialdemokratiet.