Gå til hoved-indhold
11. maj 2025 - kl. 12.05

16-årig cheerleader efter sjetteplads ved VM: - Jeg vil på landsholdet igen

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

16-årige Ingeborg Beck Landvad fra Frederikshavn opnåede en flot sjetteplads, da hun debuterede på Danmarks cheer-landshold ved VM i Orlando i Florida. Efter den oplevelse har den unge frederikshavner mod på flere oplevelser med seniorlandsholdet.

Ingeborg Beck Landvad var med i rækken Coed Elite Level 5, hvor holdene både har kvinder og mænd med. Med sine 157 centimeter kommer det ikke som den store overraskelse, at hendes rolle er at være flyer. Det vil sige, at hun er én af de 20 atleter på holdet, som står øverst oppe i rutinerne.

- Det kræver, at du bygger din teknik op og spænder op, smiler Ingeborg Beck Landvad.

Danmark levede op til forventingerne og opnåede en samlet sjetteplads. Målet var at blande sig i medaljerækken, men niveauet var højere end tidligere, så Ingeborg Beck Landvad og co. var efterfølgende tilfredse med deres placering.

- Det var en kæmpe oplevelse at være med, og jeg har lyst til at prøve det igen, siger Ingeborg Beck Landvad.

Træningen op til VM foregik i København, Aarhus og Randers, hvor det danske landshold var samlet i 15 weekender. Derudover passede Ingeborg Beck Landvad sin træning i JAM Frederikshavn.

- Jeg har trænet i hal hver dag op til VM, fortæller hun.

Det ser halsbrækkende ud, når mændene smider den lille frederikshavner op i luften, men bortset fra en brækket finger har hun ikke været udsat for skader.

- Selvfølgelig er det nervepirrende at have drengene under sig, men jeg føler, at der er godt styr på det, konstaterer Ingeborg Beck Landvad.

Hun sender også en stor tak til sin dygtige træner i Frederikshavn, Natalia (Nati)  Herrera fra Puerto Rico. Hun har dyrket cheerleading, siden hun var syv år og har vundet mange nationale og internationale konkurrencer.

- Nati kender gamet og lærer mig rigtigt meget, siger Ingeborg Beck Landvad.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...