25-årig frederikshavner bliver butikschef for MENY Ballerup
Kun otte år efter, at Tobias Reinwald begyndte som flaskedreng i MENY H.C. Ørstedsvej Frederikshavn, skal han være butikschef i MENY Ballerup, skriver Dagligvarehandlen. Han skifter fra en stilling som salgsleder i MENY H.C. Ørstedsvej Frederikshavn.
- Det bliver utroligt interessant at få nye kunder og et nyt område med i bagagen til selv at blive købmand en dag, siger 25-årige Tobias Reinwald.
Drømmen er nemlig klar for den unge frederikshavner. Han vil gerne være købmand og søger hver dag nye udfordringer og læring.
Tobias Reinwald har senest gennemført Dagrofas akademiuddannelse i Retail - nærmest udelukkende med topkarakterer. Butikshåndtering og lagerstyring ligger naturligt til ham. Koblingen mellem uddannelsens teori og hverdagens praksis har været nem at se.
- Det har ikke føltes som at gå til eksamen, for jeg har bare fortalt om de ting, vi gør i butikken i Frederikshavn til daglig, fortæller Tobias Reinwald til Dagligvarehandlen.
Al den nye læring fra uddannelsen bliver allerede brugt i butikken i Frederikshavn.
En anden drøm har været at prøve at bo i København. Det er med stor nysgerrighed, at Tobias Reinwald går ind til sin nye opgave i Ballerup.
- København er noget helt andet end Nordjylland. Det bliver spændende at drive butik på en anden måde og med nogle helt nye kunder, mener Tobias Reinwald.
Det er blot otte år siden, at han begyndte som flaskedreng i MENY i Frederikshavn. Her arbejde han, mens han gik på handelsskolen, og da han blev student, skulle han finde ud af, hvad han så skulle lave. Her kom idéen om en elevplads. Tobias Reinwald blev elev og senere udlært og fik en fastansættelse samt sin akademiuddannelse.