Gå til hoved-indhold
15. oktober 2025 - kl. 10.10

Åbent møde i Skagen om ældreområdet med deltagelse af ældreminister

  • 1 af 1
    Moderaternes fem kandidater i Frederikshavn Kommune. Fra venstre ses Nikolaj C. Andersen, Frank Reeckmann, Lone Haugaard, Kasper Kruse og Morten Arvidsson.
Af: Michael Frederiksen

Mandag 20. oktober er der mulighed for at møde ældreminister Mette Kierkgaard (M) i Skagen Kultur og Fritidscenter, hvor Moderaterne holder det andet af tre åbne møder om ældreområdet.

Ældreområdet er i øjeblikket noget af det, der fylder allermest i valgkampen i Frederikshavn Kommune.

- Det er ikke uden grund, for desværre har kommunens bundplacering i forhold til nabokommunerne – og landet i det hele taget - givet stof til selvransagelse. Vi er rigtig kede af, at vi har en så lav grad af tilfredshed med plejen, og vi har blikket stift rettet imod, hvad vi kan gøre for at ændre på det og bruge ressourcerne bedre – form mange medarbejdere udtrykker også stor frustration, udtaler byrådsmedlem Lone Haugaard (M).

Det er ikke mindst for at få en debat, som handler om løsninger, at Moderaterne har inviteret ældreminister Mette Kierkgaard (M) på besøg.

- Vi glæder os til at høre hendes visioner for fremtidens ældrepleje og til at få en god dialog med ældre, pårørende og medarbejdere, udtaler Lone Haugaard.

Arrangementet finder sted fra kl. 18.30-20.30 i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Det er et åbent arrangement, hvor alle er velkomne, og hvor der er mulighed for gode dialoger ved borde - både med ministeren og lokalpolitikere fra alle partier. Der er mulighed for at købe kaffe, vand og sødt.

- Vi lægger stor vægt på at komme rundt i alle dele af vores langstrakte kommune. Især kan ældre have svært ved at køre langt for at komme til et arrangement, og det er vigtigt at alle høres. Derfor skal vi selvfølgelig også have en dialog i Skagen, udtaler Kasper Kruse Christiansen og Frank Reeckmann, som begge er skagboere og kandidater til byrådsvalget for Moderaterne.

Moderaterne afvikler tre arrangementer om ældreområdet. Det første fandt sted mandag aften i Frederikshavn, og ud over arrangementet i Skagen er der planlagt et debatmøde i Østervrå Idræts- og Kulturcenter mandag 3. november.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...