Afslag på havvindmølleprojekt ved Skagen
European Energy har i dag modtaget afslag på seks havvindmølleprojekter rundt omkring i landet, hvoraf det ene projekt var sat til at skulle ligge i Skagen.
Det får nu konsekvenser, at Energistyrelsen i februar satte sagsbehandlingen på pause for den såkaldte åben dør-ordning (en ordning, hvor alle kan ansøge om tilladelse til etablering havvindmøller, red.), men der var tvivl om, om ordningen er i strid med EU-retten.
En række projekter har siden fået genoptaget sagsbehandlingen, men regeringen har siden meddelt, at de ikke ønsker at gå videre til de øvrige 24 projekter, der er ansøgt om tilladelse til.
Det betyder, at European Energy nu har fået officielt afslag på at opføre havvindmøller ved Skagen, skriver de i en pressemeddelelse.
- Det er en brandærgerlig udvikling, at vi nu må konstatere, at vi alligevel ikke kan få lov at udvikle kystnære havvindmølleprojekter i samarbejde med en række ambitiøse kommuner i Vandkantsdanmark, siger Andreas Karhula Lauridsen, chef for havvind hos European Energy, i pressemeddelelsen og fortsætter:
- I alle kommuner har vi tilbudt lokalt medejerskab, og hele vejen rundt har vi fået lokalpolitisk opbakning til vores projekter. Derfor er vi på egne og også kommunernes vegne enormt ærgerlige over, at disse projekter ikke kan realitetsbehandlet.
Borgmester ærgrer sig også
Den lokalpolitiske opbakning, European Energy har oplevet, får også borgmester Birgit S. Hansen (S) til at ærgre sig over beslutningen om afslag på havvindmøller ved Skagen.
- Vi har brug for store elementer som vindmøller til at lave el i fremtiden. Her forsvandt en mulighed. Vi har nu nedsat en gruppe af deltagere fra vores havne, Erhvervshus Nord, forsyningen og kommunen, der skal se på, hvordan vi får vedvarende energi til vores område, når nu staten lukkede døren, lyder det fra Birgit S. Hansen til Kanal Frederikshavn.
Hun mener nemlig, at flere aktører råber på grøn omstilling.
- Virksomheder, borgere og fremtiden kalder på den grønne omstilling.
Beslutningen fra regeringen om at droppe de øvrige ansøgninger til havvindmølleprojekter betyder også, at Hjørring Kommune ikke får havvindmøller, som European Energy ellers også havde søgt om.