Akademimoduler i ledelse ændrer form efter ønske fra erhvervet
I efteråret og vinteren starter nye akademimoduler i ledelse i Frederikshavn. Som noget nyt strækker modulerne sig nu over længere tid - efter ønske fra erhvervet.
Traditionen tro udbyder Frederikshavn Handelsskole og UCN Act2Learn Erhverv i samarbejde akademimoduler i ledelse lokalt i Frederikshavn.
24. september begynder forløbet Det Strategiske lederskab, 2. oktober er det Coaching & konflikthåndtering, mens januar og februar 2025 byder på Forandringsledelse, Ledelse i praksis og Afgangsprojektet i Ledelse.
Normalt strækker akademiforløbene sig over otte uger, men det bliver nu til forløb over cirka fem måneder – efter ønske fra det lokale erhvervsliv.
- Vi laver disse kurser for og i dialog med det lokale erhvervsliv. Jeg fik en henvendelse fra en lokal virksomhed om, at det var for komprimeret at tage forløbet på otte uger. Vi har derfor i samarbejde med UCN været inde at ændre på kursusforløbet, så det enkelte modul nu tages over cirka fem måneder, så det er nemmere at passe ind i virksomhedernes drift, fortæller direktør Brian Andersson, Frederikshavn Handelsskole.
Frederikshavn Handelsskole har i mange år udbudt akademiforløb i ledelse lokalt i Frederikshavn sammen med UCN og skræddersyr også andre kurser og forløb til det lokale erhvervsliv:
- Ligesom i tilfældet her er vi meget lydhøre overfor erhvervets ønsker både til indhold og form. Vi ser os som en lokal medspiller på videre- og efteruddannelse og vil altid gerne i dialog med virksomheder om, hvordan vi kan støtte op om deres behov, siger Brian Andersson.