Besætningsmedlem IKKE smittet med COVID-19
Det mandlige besætningsmedlem på Læsø-færgen, som man i aftes frygtede var smittet med COVID-19, er IKKE smittet.
Det viser den test, som blev taget af det pågældende besætningsmedlem, oplyser Læsøfærgens direktør, Lars Rieks, lørdag morgen til TV 2.
Fredag aften fik passagerer på Læsøfærgen en uventet ankomst til øen. Kort før færgen skulle lægge til havn i Vesterø, fik besætningen mistanke om, at der kunne være coronavirus ombord. Et besætningsmedlem klagede over høj feber.
Vedkommende blev isoleret, og der kom en læge - iklædt beskyttelsesudstyr - ombord i Vesterø Havn, som lavede en podning. Processen betød, at passagererne måtte vente længere tid på færgen, før de kunne forlade den.
Lars Rieks siger til TV 2, at han synes, passagererne opførte sig rigtig pænt under episoden.
- Stor ros til alle passagererne, som tog det stille og roligt, mens vi indsamlede alle deres oplysninger til mulig smitteopsporing. Det gjorde de rigtig godt, siger Lars Rieks.
Alle besætningsmedlemmer, som havde arbejdet tæt på den syge, blev bedt om at gå i isolation. De er også ude af isolationen igen, efter testen viste sig at være negativ.
- Ingen er i isolation mere, og alle kan fortsætte deres arbejde, siger Lars Rieks.