Norisol Frederikshavn lokal vinder af Årets Læreplads
Norisol i Frederikshavn er kåret som lokal vinder af prisen Årets Læreplads 2025. Det sker på baggrund af en indstilling fra maskinsnedkerlærling Sander Schoum.
Han var i praktik en dag om ugen i 8. klasse, fordi han var skoletræt. Det blev et vendepunkt for Sander Schoum.
- Selv om jeg var ung og nok ikke den bedste, tog de godt imod mig. De ville også give mig et job som fejedreng og bagefter en læreplads. Jeg føler mig ikke bare som en lærling, men som en del af holdet. De har hjulpet mig med at udvikle mig som person, og de har også hjulpet mig med at få en vej frem i i livet, står der blandt andet i indstillingen fra Sander Schoum.
Årets Læreplads hylder virksomheder og organisationer, der gør en særlig forskel for deres elever og lærlinge både fagligt, socialt og ledelsesmæssigt. Prisen uddeles hvert år af Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier og har siden 1999 været givet til både små og store virksomheder på tværs af brancher.
Sander Schoums skolegang foregår på Skive College, der havde i går havde sendt vicedirektør Michael Thorup og uddannelsesleder Thomas Bach Adamsen (Snedker/Tømrer/Boligmontering) til Frederikshavn for at lykønske og hylde Norisol.
- Denne pris er ikke noget, vi uddeler på baggrund af positive tal, flotte handleplaner eller de fineste ord. Den bliver givet, fordi en elev eller lærling selv har taget sig tid til at sige: Her er et sted, det har gjort en stor positiv forskel for mig, og det gør mig oprigtigt glad, sagde Michael Thorup i sin tale.
Han pointerede, at Årets Læreplads gives til en virksomhed, der ikke bare oplærer, men tager ansvar og ser lærlingen som et menneske, ikke bare som en funktion.
- Den type indsats ved vi, kræver meget. Det kræver tid, engagement og tro på, at det giver mening at investere i unge mennesker - særligt med den samfundsmæssige udvikling, vi også står i, lød det fra Michael Thorup.
Han var ekstra glad for, at en virksomhed i Frederikshavn modtog prisen, da han stammer fra Sæby og tog sin ungdomsuddannelse på Frederikshavn Handelsskole.
Norisol fejrede prisen med lagkage i mødelokalet, og mens den blev spist, holdt Thomas Bach Adamsen tale.
- Der findes ingen elevator til succes. Man må tage trappen. Det gælder for eleverne, virksomhederne og erhvervsskolerne. Ingen af os starter på øverste trin. Man starter nedefra med savsmuld på gulvet, usikkerhed i hænderne og fejl, der skal rettes. Og med mennesker omkring sig, der hjælper én videre til næste trin. Når vi uddeler prisen Årets Læreplads, hylder vi ikke perfektion. Vi hylder arbejdet. Det seje træk. Det ansvar, der bliver taget - dag efter dag - for at hjælpe unge mennesker op ad trappen, udtalte Thomas Bach Adamsen.
Han er selv snedker og tredje generation fra Skive College. Han ved derfor, hvad det betyder at lære et fag af nogen, der kan det, og som vil give det videre, men som også stiller krav.
- Der er noget særligt i det øjeblik, hvor en lærling pludselig ser det. Hvor hænderne begynder at arbejde mere sikkert. Hvor blikket ændrer sig, "hvad skal jeg gøre?" til, "jeg ved godt, hvordan jeg griber det an". Det er noget, man kan læse sig til. Det er noget, der opstår i mødet mellem erfaring og nysgerrighed. Mellem mester og lærling. Mellem virksomhed og skole. Og netop derfor er denne pris vigtig. Norisol har vist, at de tager trappen sammen med deres lærlinge. De springer ikke trin over. De insisterer på kvalitet - også når det kræver ekstra arbejde, sagde Thomas Bach Adamsen.
Direktør Vagner K. Jensen, Norisol Frederikshavn, afsluttede talerækken.
- Vi er megastolte over prisen, som er en anerkendelse af en fælles indsats i en travl hverdag, konstaterede han.
Som lokal vinder går Norisol nu videre i kampen om at vinde den landsdækkende pris.








































