Gå til hoved-indhold
13. april 2024 - kl. 15.04

Blackhawks én sejr fra DM-finale - slog AaB i intens tredje semifinale

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Blackhawks' herrer er nu kun én sejr fra DM-finalen. Lørdag eftermiddag vandt Blackhawks 4-2 over AaB i den tredje semifinale mellem de to lokalrivaler. Dermed er stillingen 2-1 til Frederikshavn. Der spilles bedst af fem kampe.

Sidste weekend vandt holdene en kamp hver i Grindsted, og stillingen var derfor 1-1 i kampe. Den samlede vinder spiller sig i Superfinalen i Næstved lørdag 4. maj, hvor man skal møde vinderen af serien mellem Sunds og Benløse.

AaB Floorball kom foran i starten af første periode og sad på det meste af perioden. Det var tydeligt, at man efter sidste weekends to kampe lige skulle se hinanden an. På trods af overvægten af boldbesiddelse var det alligevel Blackhawks, der fik udlignet inden pausen. Der var på dette tidspunkt en følelse af, at kampen kunne tippe til begge sider.

Anden periode var præget af høj intensitet og spænding, mens det taktiske ikke var i højsædet. En fyldt Abildgaardhal var vidner til to hold, der kender hinanden indgående. AaB kom foran 2-1 efter få sekunder af perioden, men midtvejs scorede Blackhawks to hurtige mål, så stillingen efter anden periode var 3-2.

Tredje periode bar præg af, at kampen skulle finde en vinder. Magnus Nyeng sendte hjemmeholdet foran 4-2, inden et par udvisninger til hver ikke gjorde spændingen mindre.

Med tre minutter igen trak AaB keeperen ud for at jagte en reducering, uden held. Blackhawks fik i stedet straffeslag med knap et minut tilbage af kampen, da Rasmus Overgaard standsede en bold med hånden, der var på vej i det tomme mål. Magnus Nyeng brændte dog.

Dermed fører Blackhawks med 2-1 i kampe og kan søndag kl. 13.00 spille sig i DM-finalen. Denne fjerde kamp spilles også på hjemmebane i Abildgårdhallen.

Mathias Hansen i hjemmeholdets mål havde en stor dag, og var sammen med Simon Erlandsen og Kasper Kajgaard blandt de bedste hos Frederikshavn Blackhawks.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...