Efter hotelbrand: Alle gæster på tredje sal skal genhuses i nat
Der opstod fredag aften brand på Hotel Jutlandia i Frederikshavn. Alle på hotellet, inklusive 60 gæster og personale på Restaurant STED1, blev evakueret.
Ingen mennesker kom til skade i branden, som opstod på et hotelværelse på tredje sal. Nordjyllands Politis indsatsleder oplyser til Kanal Frederikshavn, at branden opstod i en computer.
Det bekræfter det ægtepar, som boede på værelset. De kommer fra Rødovre og er i denne weekend til Landsstævne i floorball i Frederikshavn. De havde netop overværet Rødovre kvalificere sig til DM-finalen for U19-drenge, da politiet ringede.
Ægteparret oplyser til Kanal Frederikshavn, at der er tale om en gammel computer, som ikke har været tændt i en måned, så de undrer sig over, hvordan det kunne ske.
Mange af gæsterne på Hotel Jutlandia er forældre og børn, som i denne weekend er til Landsstævne i floorball.
Alle gæster og personale på hotellet, Restaurant STED1 og pubben Bull, blev evakueret. Der kom hurtigt kontrol over situationen, og branden udviklede sig ikke, men nu skal omfanget af røgskaderne undersøges.
Politiets indsatsleder oplyser til Kanal Frederikshavn, at det er stærkt tvivlsomt, om gæsterne på tredje sal kan sove på hotellet i nat. De skal i givet fald genhuses.
Røgskaderne kan i værste fald betyde, at gæsterne på flere etager skal genhuses.
Kanal Frederikshavn har kl. 23.00 talt med hoteldirektør Camilla Frost. Hun oplyser, at ingen gæster får lov til at sove på tredje sal i nat. Det samme gælder nogle enkelte værelser på fjerde sal.
- Alt er gået stille og roligt. Stor ros til mine eminente kollegaer på hotellet og ikke mindst vores hotelkollegaer i Frederikshavn og Sæby. Alle bakker op med det samme og hjælper. Vi har et fantastisk fællesskab, udtaler Camilla Frost.






































