En lokal debat bliver ikke bedre af, at flere råber - den bliver bedre af, at flere tænker

Lad os begynde med en vigtig indrømmelse: Det er ikke intelligensen, der er problemet.

Man kan være både intelligent, veluddannet og velformuleret – og stadig skrive noget, der får eftertanken til at tage sig til hovedet.

For problemet er ikke, hvor meget man kan tænke.

Problemet er, om man gør det.

På Kanal Frederikshavns Facebook-side ser man med jævne mellemrum opslag, hvor konklusionen står klar, før fakta overhovedet har fået lov til at komme ind ad døren.

Påstand bliver til sandhed. Mavefornemmelse bliver til dokumentation. Og en personlig holdning får undertiden status som objektiv virkelighed.

Hvor bekvemt.

Derefter følger kommentarerne. Her bliver den samme påstand gentaget fem, ti eller tyve gange. Og på mystisk vis bliver den åbenbart mere sand af at blive gentaget.

Det er næsten imponerende. Men det er ikke debat. Det er kollektiv bekræftelse med tastatur.

Selvfølgelig skal der være plads til kritik. Selvfølgelig skal man kunne være vred og uenig. Men hvis man ikke kan tåle et modargument, undersøge sine egne påstande eller indrømme, at man måske tog fejl, så er det ikke nødvendigvis debatten, der er problemet.

Måske er det selverkendelsen.

Inden næste opslag sendes ud i den digitale offentlighed, kunne man derfor prøve tre banale spørgsmål:

Ved jeg det?

Kan jeg dokumentere det?

Har jeg overvejet, at jeg kan tage fejl?

Hvis svaret er nej, er der ingen grund til panik.

Man kan jo altid vente fem minutter med at trykke “slå op”.

Det er ganske vist en gammeldags teknologi.

Den hedder eftertanke.

Og den kunne faktisk gøre Kanal Frederikshavn til et langt bedre sted for debat.

For en lokal debat bliver ikke bedre af, at flere råber. Den bliver bedre af, at flere tænker.