Endelig: I aften afslutter White Hawks "l....sæsonen" 2025-2026
I aften afslutter Frederikshavn White Hawks "l....sæsonen", som formand Peter Conradsen ærligt kaldte sæsonen 2025/2026 på søndagens informationsmøde. Det decimerede WH-mandskab afslutter Metal Ligaen i Ørneborgen mod Herlev Eagles. Høgene har blot vundet otte kampe.
En sæson fyldt med frustrationer hos fansene, trænerfyring af Fredrik Johansson, der i november blev afløst af Mario Simioni, og et gigantisk udsalg for en måned siden, da det var afgjort, at høgene ikke længere kunne nå slutspillet.
En sæson med fem forskellige keepere, udlændige, der ikke har slået til, og en danskerstamme, der har været udfordret. Det har ikke været sjovt at være WH-fan i denne sæson, der skal glemmes hurtigst muligt.
En af dem, der har været med hele vejen, er kaptajn Rasmus Søndergaard, der overtog hvervet, da Christian Mieritz tog til Herning Blue Fox. Han glæder sig til det hele er overstået i aften i Herlev.
- Jeg synes, det er godt, det får en ende. Det er ikke sjovt at møde ind på job hver eneste dag for at tabe. Sæsonen er slet ikke gået, som vi har håbet, selvom jeg synes, at holdet faktisk var til mere. På papiret vidste vi godt, at holdet ikke var til at være med i toppen, men jeg havde ikke troet, der gik så galt, som det gjorde, siger den altid ærlige høge-kaptajn.
Han lægger ikke skjul på, at sæsonen har været en skuffelse, og især efter udsalget har det været svært at motivere sig.
- Vi har slet ikke været dygtige nok, og ja, den sidste måned må vi nok erkende, at det ikke har været sjovt. Det er sagt i dybeste respekt for dem, der har været med inde omkring holdet, og som har givet den alt det, de kan. For det er kun dejligt, de har været med, fået blod på tanden og vist sig frem, lyder det fra Rasmus Søndergaard.
I aften, når bussen kører hjem fra Herlev med en decimeret trup, og flere spillere, der skal blive på øen for at spille lørdag med ungdomsholdene, bliver der god plads.
I kan vel ikke en gang dele en kasse øl, for flere af dem, der er med, må ikke drikke?
- Ha-ha, nej, det har du sgu ret i, men nu skal vi have det overstået så godt som muligt, og så må vi have en god tur hjem - os, der skal med i bussen, lyder det fra Rasmus Søndergaard.
Der er kampstart i Herlev klokken 19:30.




































