Forlængelse af Stoltenberg er dårlig løsning for statsministeren og regeringen

Jeg ved ikke, om Mette Frederiksen ønsker at blive NATOs næste generalsekretær. Det ved formentlig kun ganske få folk foruden hende selv. 

Men hun har i hvert fald været kandidat til posten i løbet af foråret, det kan der ikke være tvivl om. 

Utallige udenlandske medier udnævnte hende som favorit, og besøget i Det Hvide Hus pustede blot til rygterne om, at den danske statsminister skulle være på vej til Bruxelles for at være øverste leder for forsvarsalliancen.

Rygterne afviste hun med vendinger som “jeg har ikke en ansøgning med om et andet job end at være statsminister i Danmark”, og noget ala det sagde Anders Fogh Rasmussen også i 2009, inden han blev NATO generalsekretær, for generalsekretær er ikke et job, man får med ansøgning og vedhæftet cv. 

Det er derfor skidt nyt for Mette Frederiksen og regeringen, at Jens Stoltenberg er blevet forlænget med et år, for til foråret vil spekulationerne om Jens Stoltenbergs efterfølger igen blusse op, og der vil Mette Frederiksens navn formentlig blive nævnt igen. Noget, der påvirkede regeringen og Socialdemokratiet i denne omgang. 

Så hvis Mette Frederiksen til den tid skal overbevise vælgerne om, at hun helst vil være dansk statsminister, så skal hun gøre det mere klart, at hun ikke er på vej til Bruxelles, for hvis ikke hun gør det, så vil flere igen sidde tilbage med et indtryk, at hun egentlig hellere vil til NATO og være chef dernede. 

Det vil være skidt for regeringen, for vi så her i foråret, hvad det betød internt i regeringen. Lars Løkke begyndte at snakke om genbekræftelse af regeringssamarbejdet, Troels Lund Poulsen snakkede om skattelettelser, og de socialdemokratiske kaffeklubber begyndte at røre på sig - en ny formand skulle jo måske vælges.

Det tror jeg gerne, Mette Frederiksen vil undgå til næste forår, og det stiller krav til hende som formand: en klokkeklar afvisning vil lægge en dæmper på al den uro, det har vist sig at skabe.