Frederikshavns statuer er for "pikket"!
Mikkel Egelund, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg i forbindelse med, at et ekspertudvalg i denne uge er kommet med forslag til 100 kvinder, der bør hædres i det offentlige rum: Vi bør søge pulje til statuer af historisk vigtige kvinder. Frederikshavn er en kommune med stolt historie, stærke fællesskaber og markante personligheder. Men tager man en tur gennem byens pladser og parker, springer én ting i øjnene: De statuer, vi har rejst i det offentlige rum, forestiller mænd. Det kunne være Tordenskiold, Harald Nielsen og manden med truthornet. Vores kunst i det offentlige rum er mildest sagt alt for "pikket".
Jo, vi har da et par kvindelige statuer, men ikke af historiske vigtige personligheder. Vi har tre nøgne kvinder. Én, som holder et barn, én ved Ørnevejens Skole og én i Bangsbo. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvem er det egentlig, vi vælger at mindes, og hvem overser vi? Og laver vi kun statuer af kvinder, fordi de er smukke nøgne? Come on, det dur ikke!
Regeringen og flere fonde har i de senere år afsat midler til flere statuer af historisk betydningsfulde kvinder. Det er en oplagt mulighed for Frederikshavn. Ikke kun for at “rette op” på en skævhed, men for at fortælle en mere nuanceret historie om, hvem vi er som lokalsamfund.
En ensidig fortælling i bronze
Offentlige statuer er ikke tilfældige dekorationer. De er symboler. De signalerer, hvilke værdier og hvilke mennesker vi anser for at have formet vores samfund. Når stort set alle figurer i bronze er mænd, sender det et signal om, at det primært er mænd, der har gjort sig fortjent til at blive husket. Det er ikke nødvendigvis et bevidst fravalg af kvinder – men det er en historisk skævhed, som vi i dag har mulighed for at rette op på.
Spørgsmålet er, om vi i Frederikshavn vil gribe den mulighed.
Ingeborg Skeel - en stærk forretningskvinde, som folkesagn har gjort til en tyran
Den sande historie er, at hun hjalp fattige og syge. Hun oprettede sygehus i Sæby og støttede de svageste i samfundet. Hun var en dygtig forretningskvinde. En kvinde, som måske mange forretningsmænd frygtede og følte en ydmygelse af - af den simple grund, at hun var kvinde.
Hun er i folkesagn blevet til en tyran og sågar et ondt spøgelse, som spøger på både Voergaard Slot og Bangsbo. Begge steder hun ejede. Ifølge folkesagnene har hun mindst to mord på samvittigheden, begge bygherrer, som hun slog ihjel for at slippe for regningen. Dette er naturligvis bare onde rygter, skabt af misundelse.
Søster Anna – omsorgens lokale forbillede
Et oplagt bud kunne være en statue af Søster Anna, tidligere forstanderinde på børnehjemmet Fremtidshåb. Gennem sit arbejde satte hun et varigt præg på livet for nogle af de mest udsatte børn. Hun repræsenterer en type samfundsbidrag, der historisk ofte er blevet overset: Omsorgsarbejdet. Det stille, vedholdende arbejde, der ikke nødvendigvis skaber overskrifter, men som forandrer liv.
En statue af Søster Anna ville ikke blot være en hyldest til én person, men til en hel generation af kvinder, der har båret velfærdssamfundet på deres skuldre.
Måske skulle statuen stå sammen med Anja Lovén? To stærke kvinder, fra to forskellige generationer, som har kæmpet for de svageste børn, lokalt og ude i den store verden.
Anja Lovén - global indsats med lokale rødder
Et andet stærkt bud er Anja Lovén, som internationalt er kendt for sit arbejde med at redde og beskytte såkaldte heksebørn i Nigeria gennem organisationen Land of Hope. Anja Lovén har med sit engagement sat både Danmark og Nordjylland på verdenskortet i kampen for børns rettigheder.
Hendes indsats viser, at medmenneskelighed og handlekraft kan række langt ud over kommunegrænsen. En statue af hende ville signalere, at Frederikshavn anerkender globalt ansvar som en værdi, vi ønsker at stå for. Kritikere vil måske kalde det symbolpolitik. Men symboler betyder noget. De former vores fælles bevidsthed og fortæller kommende generationer, hvem vi valgte at hædre.
Når unge piger går gennem byen og kun ser mandlige skikkelser på soklerne, er det en tavs fortælling om, hvem der “hører til” i historien. En mere ligelig repræsentation handler ikke om at fjerne eksisterende statuer – men om at supplere dem, så vores offentlige rum afspejler hele befolkningens bidrag.
En opfordring til handling
Derfor bør Frederikshavn Kommune aktivt undersøge og søge midler i puljen til statuer af historisk vigtige kvinder. Det kræver politisk vilje – og mod til at prioritere kunst og historie som andet og mere end pynt. Vi har kandidaterne. Vi har historierne. Spørgsmålet er, om vi har ambitionen. Hvis vi ønsker en by, der både ærer sin fortid og peger fremad, bør næste statue i Frederikshavn forestille en kvinde. Ikke kun for pigernes skyld, men for vores alle sammens skyld.
