Gå til hoved-indhold
24. juni 2026 - kl. 13.06

Genbrug af gadelamper reducerer strømforbrug og CO₂

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Forsyningen har de senere år udskiftet gade- og stibelysningen til LED-armaturer i Frederikshavn Kommune for at nedbringe strømforbrug og CO₂-udledning, hvilket har ledt til en reducering i CO₂-udledningen på cirka 56 procent fra 2021 til 2025.

Til forskel fra tidligere er Forsyningen nu begyndt at montere en ny LED-indsats direkte i de gamle gadelamper i stedet for at udskifte hele armaturet – den såkaldte retrofit løsning:

- Vi tager den gamle indsats ud, rengør selve lampehuset og sætter den nye indsats i. Når vi genbruger de gamle lampehuse frem for at udskifte hele gadelampen, sparer vi cirka 85 ton CO₂ i materialer, fortæller Per Olesen, elforsyningen.

Retrofit-løsningen har flere fordele. Udover at give en væsentlig besparelse og en levetid på cirka 25 år tager det også kortere tid at skifte flere indsatser, end hvis hele lampen skulle udskiftes, og det kræver hverken nye master eller større anlægsarbejde.

Sammen med en dansk producent, der anvender en AI-model til at designe LED-indsatserne, så de passer til de eksisterende lampetyper, vil Forsyningen skifte knap 2.500 gadelamper med denne proces i 2026.

Med udgangen af maj 2026 har Forsyningen udskiftet godt 65 procent af al gade- og stibelysning i Frederikshavn Kommune, hvor nu kun Frederikshavn og Skagen by mangler. Det kan mærkes på strømforbruget på gade- og stibelysningen, som fra januar 2025 til januar 2026 er reduceret med 15 procent.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...