Guld og Summit-bids til Jam Frederikshavn Cheerleaders i Sverige
Efter forrige weekends guldsejr på hjemmebane til Julecup i cheerleading i Arena Nord fortsatte Jam Frederikshavn Cheerleaders Jam Excellence - Senior advanced-hold sit togt og tog for anden weekend i træk guldet sikkert hjem.
De leverede deres flotte rutine - denne gang på svensk grund til Nordic All Level Championship i Partille Arena i Göteborg. Her konkurrerede de i semifinalen lørdag og fortsatte i finalen søndag, hvor de blev NALC Champions i Varsity-kategorien International Open Lvl. 4.
Herud over kvalificerede de sig til både et bid til The Summit i april 2026 i Orlando, USA, og et bid til European Summit i juni 2026 i Lissabon i Portugal.
- Turen til Sverige har været helt fantastisk og utrolig givende. Vi er kommet endnu tættere på hinanden og har igen mærket, hvor stærke vi er sammen. At komme hjem med guld om halsen og muligheden for at konkurrere i USA og Portugal gør os både stolte og endnu mere spændte på resten af sæsonen, lyder det fra Jam Excellence.
Træner Rikke Sørensen tilføjer:
- Jeg er en meget, meget stolt træner. Holdet har arbejdet benhårdt for at blive klar til Nordic All Level Championship, og at de kan levere så flot til konkurrence to weekender i streg, og ovenikøbet tage guldet med hjem til Frederikshavn endnu en gang, synes jeg er imponerende i sig selv. Jam Excellence er et hold, der viser enorm dedikation og vilje, og det er tydeligt at se i de resultater, vi har hevet hjem i sæsonens første par konkurrencer. Jeg kunne ikke ønske mig et mere fantastisk hold at stå bag.
Syv af udøverne på Jam Excellence er selv trænere på klubbens yngre hold, hvoraf Mini-holdet Jam Electric og Youth-holdet Jam Extreme rejser til Tyskland til maj til Elite Cheerleading Championship. For Jam Electric, der i Danmark endnu er et opvisningshold, er det første gang de både skal konkurrere om placering og deltage i en udenlandsk konkurrence.
Jam Extreme er lige rykket op i højere lvl. denne sæson og vandt sølv til Julecup, hvor vinder af deres kategori Youth lvl. 3 var et hold fra en svensk klub, som var inviteret.
- Det er utrolig flot af pigerne og deres dygtige trænere, at de allerede ligger i toppen i deres kategori i Danmark. Vores trænerteam har i efteråret været afsted på yderligere træneruddannelse, så cheer-sæsonen byder allerede på masser af udvikling, oplevelser og spænding for vores udøvere og trænere, oplyser bestyrelsen.
På de helt yngste hold Jam Elephant og Jam Elegant er der lige nu mange nye ansigter til prøvetræning efter Julecup.
- Vi byder dem og deres forældre velkomne i Jam-familien og vores fællesskab med ønske om, at de også må få en hel masse fantastiske cheer-oplevelser i fremtiden som udøvere, cheermoms og cheerdads, udtaler bestyrelsen.
Cheerleading er en seriøs sport med høje kast, løft, pyramider, spring, dans, motions, flotte uniformer og masser af glitter, som selv for de små poder bygger på ansvar for hinanden, samarbejde, stabilitet, tillid og god attitude.
- For mange udøvere bliver det hurtigt en livsstil at være cheerleader. Sporten er for alle aldre, højder og drøjder, da der er brug for både høje backdpots, stærke baser, smidige flyers og dygtige tumblere. Ingen pladser kan undværes, og alle er lige vigtige for en cheer-rutine, understreger bestyrelsen.
Jam Frederikshavn Cheerleaders er Danmarks ældste cheerleadingklub.






































