Gå til hoved-indhold
24. juni 2025 - kl. 00.06

Hotel Lisboa opnår Green Key-certificering: Et grønt skridt i en større omstilling

  • 1 af 1
Af: Peter Marquard

Hotel Lisboa i Frederikshavn har opnået den anerkendte internationale miljøcertificering Green Key, hvilket markerer kulminationen på en flerårig indsats for mere bæredygtig drift. Certificeringen er turismens mest udbredte miljømærke og stiller høje krav til blandt andet energioptimering, affaldssortering, miljøledelse og brug af økologiske råvarer.

Marketingchef Lonnie Pichler kalder certificeringen "et vigtigt skridt på en lang, grøn rejse", som begyndte allerede i 2020 i kølvandet på coronapandemien.

- Vi så pandemien som en mulighed for at gentænke vores måde at drive hotel på. Det handlede om at tage ansvar – ikke bare for gæsternes oplevelse, men for det aftryk, vi sætter på omgivelserne, siger Lonnie Pichler.

Siden da har Hotel Lisboa arbejdet målrettet med at ændre vaner, reducere ressourceforbruget og sikre bæredygtige løsninger i alt fra rengøring til madlavning. Køkkenet laver i dag maden fra bunden med fokus på lokale og økologiske råvarer, og affaldssorteringen er blevet langt mere systematisk.

- Green Key er ikke en slutdestination, men en forpligtelse til at fortsætte med at udvikle os. Vi er stolte, men vi er slet ikke færdige, understreger Lonnie Pichler.

Med Green Key-certifikatet i hånden ønsker Hotel Lisboa at inspirere både gæster og andre aktører i turismebranchen til at tage ansvar for miljøet – og samtidig nyde alt det, naturen omkring Bangsbo har at byde på.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...