I år skal du 'betale' for din gratis billet til Læsø
Til og med 30. september er der gratis færge til Læsø. Det gælder gående, cyklister og biler med handicapparkeringskort. I år skal der betales for billetten, men man får pengene retur, når man har rejst.
Der er run på den morgenafgang fra Frederikshavn mod Læsø, som TV2 Nord er taget med i den uge, hvor Læsøfærgen igen er begyndt at tilbyde gratis billetter til gående og cyklister som en konsekvens af regeringens sommerpakke.
Der er ikke plads til flere biler, og mere end 100 cyklister er taget med på denne tur. En ganske gratis tur.
Af de knap 370 passagerer på denne overfart får godt et par hundrede af dem sejlturen gratis. Men i modsætning til sidste år skal der betales for billetten først, men man får pengene retur, når rejsen er overstået.
- Sidste år havde vi en afgang, hvor op mod 100 cyklister bare blev væk, efter de havde booket en gratis billet. Det har vi villet undgå i år. Vi vagtsætter jo det fornødne mandskab efter, hvor mange passagerer, der er med, siger færgedirektør Lars Rieks, til TV2 Nord.
Blandt passagerne er der stor forståelse for, at Læsøfærgen vil have pengene først for de gratis billetter.
- Det er s....irriterende, at folk booker en billet og bliver væk. Færgeselskabet må jo så samtidig sige nej til andre, så det er fint nok, at man nu betaler først, siger passager Betty Nygaard fra Støvring.
- De, der ikke møder op, er tarvelige. Så helt fair, at man betaler forud, siger en anden passager, Dorthe Larsen fra Frederikshavn, til TV2 Nord.
Hvis nu man alligevel kunne finde på at booke en gratis billet, betale på forhånd, og alligevel blive væk, er pengene tabt.