Gå til hoved-indhold
10. august 2024 - kl. 12.08

I august markerer medarbejdere 70-års jubilæum i Dafolo

  • 1 af 3
    Direktør Henrik Brandt omgivet af de to jubilarer: Jane Plesner Thomsen og Kim Jensen.
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Peter Marquard

Torsdag 8. august fejrede Dafolo henholdsvis 25-års og 45-års jubilæum for to medarbejdere. Jane Plesner Thomsen kunne fejre 25 år og Kim Jensen bemærkelsesværdige 45 år.

Jane Plesner Thomsen blev ansat i 1999 som marketingkoordinator i en tid, hvor den grafiske produktion stadigvæk var en stor del af Dafolos forretning. Her havde hun fokus på markedsføring af produkter og ydelser, profilering af Dafolo og intern kommunikation.

Siden har hendes rolle udviklet sig, og i dag er hun ansat som chef for strategi, udvikling og marketing. Hun er sparringspartner for den administrerende direktør og involveret i strategiske aktiviteter som for eksempel optimering af forretningsprocesser og udarbejdelse af strategi, værdigrundlag, politikker og principper. Jane Plesner Thomsen er i dag en del af ledergruppen og bestyrelsesmedlem i Dafolo Fonden og datterselskabet Straarup & Co.

- Jane er dygtig til at sikre fremdrift, og hun går forrest, når planer og ord skal omsættes til handling og er ikke bange for at udfordre. Hun søger altid den mest optimale – og ikke nødvendigvis letteste – løsning for Dafolo, siger administrerende direktør i Dafolo, Henrik Brandt.

Kim Jensen blev ansat som kontor- og lagerelev i 1979. Efter endt læretid blev han fastansat og arbejdede blandt andet på lageret og i kopiafdelingen for lovstof under Dafolos eget forlag. Senere hen udviklede Kim Jensens rolle sig, og han blev lagerchef for det, der dengang kun bestod af lageropbevaring for blanketter og bøger.

- Kim har været med til at udvikle lagerforretningen til en større logistikafdeling, hvor der i dag er 24 medarbejdere ansat. Logistikafdelingen hjælper i dag mere end 300 forlag og en række større virksomheder med effektiv og fleksibel distribution med dag til dag leveringer til privat- og erhvervskunder, fortæller Henrik Brandt.

Udover at være ansvarlig for Dafolos logistikforretning har Kim Jensen også bidraget til det sociale sammenhold, blandet andet ved i rigtig mange år at være en del af personaleforeningen. Derudover har han siddet i bestyrelsen, og i dag er han en del af arbejdsmiljøudvalget og ledergruppen.

Henrik Brandt beskriver samarbejdet med Jane og Kim således:

- Janes engagement og bidrag gennem de seneste 25 år har været uvurderlig for Dafolos udvikling, vækst og succes. Samtidig er Kims bemærkelsesværdige 45 års tjeneste et bevis på hans dedikation og den ekspertise og det engagement, han har bragt til Dafolo gennem næsten et halvt århundrede. Deres indsats og loyalitet har været med til at forme Dafolo, og vi er dybt taknemlige for deres mangeårige tjeneste. Personligt ser jeg frem til mange flere års samarbejde med både Jane og Kim, hvor vi sammen skal videreudvikle Dafolo til en endnu stærkere virksomhed.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...