Knud Uggerhøjs 100-års dag markeres med stor gave til Junior Rangers
Knud Uggerhøj ville fredag 15. maj være fyldt 100 år. Uggerhøj donerer derfor 100.000 kroner til Junior Ranger-ordningens aktiviteter i Frederikshavn.
Den tidligere bilforhandler Knud Uggerhøj blev født 15. maj 1926. Som medlem af byrådet i 30 år og amtsrådet i 12 år engagerede han sig i fire årtier i Frederikshavns dynamiske udvikling.
De grønne områder – og borgernes adgang til at færdes i naturen – var et stort fokus for ham. En hjertesag var Bangsbo Dyrehave. Derfor har bilfirmaet besluttet at donere 100.000 kroner til Junior Rangers, der holder til i Skovhuset i dyrehaven, og som startede sin aktiviteter i 2017.
- Min far boede 50 år i Frederikshavn. Han brændte for byens udvikling. Bangsbo Dyrehave betød meget for ham. Han ville være lykkelig og stolt, hvis han kunne opleve, at så mange – også mange børn og unge – får glæde af stedet, siger Sten Uggerhøj, Knud Uggerhøjs søn.
Han understreger, at hverken dyrehaven – eller andre projekter og byggerier, som hans far var med til at beslutte i Frederikshavn – er en enkelt mands værk.
- Det er altid et teamwork. Sådan er det i høj grad også i vores firma, hvor vi arbejder i min fars ånd. Hans motto var, at man altid skal sørge for at aflevere tingene i bedre stand end, da man overtog dem.
Sten Uggerhøj fremhæver naturvejleder Bo Storm som en lokal ildsjæl. Sammen med et par kolleger har Storm været med til at udvikle en dansk udgave af Junior Ranger-ordningen.
- Jeg beundrer Bo Storms indsats. Han formidler naturen på fornem vis. Junior Rangers er et fantastisk koncept, og det er oplagt at betænke ordningen i anledning af min fars 100 års dag, siger Sten Uggerhøj.
Bo Storm har også skrevet en bog om Bangsbo Dyrehave, som er en af egnens mest besøgte natur-attraktioner.
- Kommunen begyndte planlægningen af Bangsbo Dyrehave omkring 1977. Det var kommunegartner Jørgen Overgaard og udvalgsformand Knud Uggerhøj, der var initiativtagere, oplyser Bo Storm i bogen.
Knud Uggerhøj kom til verden i Uggerby i det vestlige Vendsyssel. Han voksede op i Rakkeby og var købmand i Hjørring. I julen 1953 ankom han til Frederikshavn og etablerede sin første bilhandel med kontor i privaten og tre små garager. Et erhvervseventyr var indledt, da han snart derefter overtog forhandlingen af VW. I dag er Uggerhøj et af Danmarks største og ældste bilfirmaer med lokale afdelinger i flere landsdele.
Knud Uggerhøj, der blev 77 år, opfattede bilforretningen som sit livsværk. Men han brugte lige så meget tid på politik og bestyrelsesarbejde. Han var viceborgmester og formand for Teknisk Udvalg. En titel som finsk konsul blev det også til – og Ridder af Dannebrog. Søndagene stod i familiens tegn. Han sov ind i sit hjem i juni 2003 efter et godt og langt liv, hvor han efterlod mange aftryk i lokalsamfundet.





































