Landsstævnet tilbage i Frederikshavn i 2026 og 2027
Frederikshavn Blackhawks kan med stor glæde meddele, at klubben – efter en god og konstruktiv dialog – er blevet enige med Floorball Danmark om, at Frederikshavn bliver vært for Landsstævnet i både 2026 og 2027.
Landsstævnet 2026 finder sted 17.-19. april 2026 og er årets største danske floorballevent, der samler mere end 1.500 spillere fra hele landet plus et hav af forældre, trænere og andre tilskuere.
- Det er ikke bare en kæmpe begivenhed for klubben, men også for hele byen, hvor hoteller, restauranter og butikker i Frederikshavn får glæde af den store tilstrømning af gæster, udtaler formand Bjørn Kortegaard Fuglsang, Frederikshavn Blackhawks.
Som en del af Landsstævnet skal klubben samtidig være vært for de officielle DM-finaler U17 og U19, som afvikles i Arena Nord.
- Det hele sker i tæt samarbejde med Frederikshavn Kommune, Arena Nord og KiDS Coolshop, som har været vigtige partnere i processen. Vi glæder os til at byde alle floorball-elskere velkommen til en uforglemmelig weekend i Frederikshavn, siger Bjørn Kortegaard Fuglsang.