Lillesøster står bag indsamling til livsreddende operation i Barcelona
En frederikshavner-families hverdag er på få uger blevet vendt på hovedet. Christina Jensen, en ellers frisk og livsglad kvinde på 41 år, fik i sommer beskeden, ingen ønsker at få: Du har en livstruende hjernetumor.
For seks uger siden gennemgik Christina Jensen en akut operation, hvor en tumor på fem centimeter blev fjernet. Denne tumor har vist sig at være en tvilling til, hvad der er endnu en hjernetumor, som sidder langt dybere inde og som tidligere har været forsøgt fjernet – uden held. Oven i den ubærlige diagnose er der undervejs begået flere alvorlige lægefejl, hvilket både udtalelser og dokumentation bekræfter.
Christina Jensen står nu i en kamp mod tiden. Den nødvendige, livsreddende operation kan ikke gennemføres i Danmark. I stedet har familien fundet et højt specialiseret neurokirurgisk team på et privathospital i Barcelona, som har sagt ja til at fjerne tumoren.
Operationsstuen er allerede forhåndsreserveret, men prisen er høj: 650.000 kroner.
For at give sin højt elskede søster en reel chance for livet har lillesøster Charlotte Kløjgaard Jensen startet en officiel indsamling, som er godkendt af Civilstyrelsen (Indsamlingsnævnet). Indsamlingen er promoveret både lokalt, nationalt og internationalt.
- Ingen skal stå alene i en sådan kamp. Vi har som familie rakt ud, men vi kan ikke rejse det fulde beløb alene. Vi håber, at rigtig mange vil stå sammen med os. Hver en krone tæller, og vi er taknemmelige for ethvert bidrag, stort som småt, udtaler Charlotte Kløjgaard Jensen.
Info om indsamlingen til Christina Jensen – sådan kan man hjælpe:
Alle bidrag går ubeskåret til Christina Jensens behandling i Barcelona.
Donationer kan ske via den officielle internationale GoFundMe-indsamling.
Bidrag kan også indbetales til konto i Nordjyske Bank:
Registreringsnummer 8090
Kontonummer 10160847
Det er også muligt at donere via MobilePay Box, hvor følgende numre kan bruges: 3447BT, 7551FT, 5521QN og 7756RW.
- Skulle et nummer vært fyldt", så prøv venligst et af de andre numre, fortæller Charlotte Kløjgaard Jensen.
Man kan følge og læse mere om indsamlingen her på Charlottes Facebook
- Over 1600 personer har allerede delt Facebook-opslaget om indsamlingen, så vi tror og håber, det lykkes at indsamle pengene, lyder det fra Charlotte Kløjgaard Jensen.